I takt med at julen nærmer sig, bliver der færre og færre uskrabede julekalenderlåger tilbage på de klassiske, røde skrabejulekalendere – og samtidigt bliver der flere og flere danskere, der kan juble over deres gevinster.
Det skriver Ritzau
Vinder på SU
Som nu for eksempel kvinden fra Fredericia Kommune, der for tiden er rigtigt, rigtigt glad for sin svigermor:
”Vi skrabede 50.000 kroner den 3. søndag i advent. Og kalenderen var faktisk en gave fra min svigermor, og hun blev simpelthen bare så glad på vores vegne. Jeg har verdens bedste svigermor,” siger kvinden, som tilføjer, at hun bestemt godt kan bruge pengene.
”Jeg er på SU, så de 50.000 kroner falder på et meget, meget tørt sted,” fortæller hun.
Hos Danske Spil følger man nøje med efterhånden som meddelelserne om både store og knapt så store gevinster tikker ind.
”Det er jo hvert år som en slags ekstra nedtælling til jul. Som alle andre danskere tæller vi dagene til juleaften, men sideløbende har vi så også fornøjelsen af at tælle de store gevinster, der efterhånden bliver vundet til stor glæde for både os i Danske Spil og vores kunder,” fortæller Malene Mølgaard, administrerende direktør for Danske Lotteri Spil.
Ni julemænd
Sådan en stor gevinst er der også landet på Vestsjælland, endda et sted, hvor der var brug for den: Hos et ægtepar, som har travlt med at sætte hus i stand.
”Vi har skrabet ni julemænd på den klassiske røde Quick-kalender. Det gav 50.000 – og vi har lige haft håndværkerregninger for 53.000, så man kan sige, at pengene er lige gået ud af butikken, og nu er de så tilbage igen,” griner den sjællandske kvinde.
Parret havde egentlig planlagt en pause med renoveringen, men med den uventede gevinst på 50.000 kroner, så regner de nu med, at de har råd til at blive helt færdige med renoveringen med det samme.
”Ja, så kan vi også få lavet stuen, og så er vi i mål. Og så kan der også blive til en ferie, for vi laver alligevel det meste selv,” fortæller hun.
Hun indrømmer i øvrigt frejdigt, at de ni julemænd kun er kommet til syne, fordi alle 24 felter er skrabet rene – før tiden.
”Haha, det var min mand. Han blev jo ramt af corona, og så syntes han, at det var synd for ham, og så skrabede han den. Og så blev han pludselig rask,” griner hun.
Der er indtil videre kun vundet en enkelt af de i alt fem hovedgevinster på 1.000.000 kroner – og den blev skrabet allerede før december måned af en kvinde fra Nordsjælland – og det betyder, at der stadig er fire julekalendere med hovedgevinsten på en million kroner derude. Det kan være, at de allerede blevet købt og er i færd med at blive skrabet, men det kan også være, at de stadig ligger i en butik et sted: Julekalenderne er nemlig stadig i handlen, og det vil de også være et stykke ind i det nye år, medmindre der bliver udsolgt.