Det er særligt i de østlige egne af landet, hvor regnen kan kommer til at falde det meste af dagen. Selvom varslet om voldsom vejr frafalder, så kan man godt forvente mange byger.
"Så er det de østlige egnes tur til 'storvask'," skriver DMI på Twitter.
"Udbredt regn og stedvise tordenbyger kan give meget regn, i værste fald op mellem 30 og 50 millimeter. I resten af landet får mest tørt vejr, og solen kommer frem flere steder," skriver DMI endvidere.
Fredag blev der udsendt et varsel om voldsomt vejr. Det udviklede sig lokalt til skybrud over den østlige del af Jylland, Fyn, Lolland Falster og Sjælland.
Regnvejret bliver dog ved i dag, lørdag. DMIs prognoser viser, at regnen fortsætter frem til klokken 23 lørdag aften.
Der kommer så meget regn, at det får DMI til at advare:
"I forbindelse med den kraftige regn skal man være opmærksom på, at vand kan samles i lavtliggende områder f.eks. kældre, vejbaner, viadukter og områder nær søer, åer og vandløb kan oversvømmes. Luk vinduer og døre. Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene," skriver de på deres hjemmeside.