Store dele af landet fik sig en solid omgang vand i den første halvdel af sidste uge - og nu er der mere på vej.
DMI har nemlig udsendt et varsel om kraftig regn (lokalt skybrud), og varslet gælder faktisk stort set hele landet.
Det er nemlig kun det østlige Sjælland og Bornholm, der ser ud til at kunne nyde aftenen og morgenen uden den store risiko for at blive gennemblødt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Foto: Screenshot / DMI
24 mm på 6 timer
Der er både varslet risiko for skybrud og kraftig regn, hvilket har to forskellige definitioner.
Skybrud betegnes som 15 mm regn på bare 30 minutter, imens kraftig regn er mindst 24 mm regn på 6 timer.
Der er er derfor markant risiko for, at man står op til våde veje og mudder tirsdag.
Den kraftige nedbør kommer i forbindelse med en koldfront over Nordsøen, der i aften og i nat bevæger sig ind over Danmark og skubber den varme luft væk. Når det sker, kan der komme meget regn eller tordenbyger.
Det er dog endnu noget usikkert, om kriterierne for kraftig regn eller skybrud bliver opfyldt.
Godt for tørken
Skal man tage de positive briller på, kan varslet om skybrud være en god ting for danskernes mulighed for at bruge de lune forårsaftener til at finde grillen frem.
I løbet af maj er tørkeindekset nemlig nået op på knap 8 ud af 10 på landsplan, men det er klart værst på Sjælland.
Med udsigten til en regnvåd nat, kan jyder, fynboer, vestsjællændere og sydøboere i hvert fald håbe på, at græsplæner og planter får lidt tiltrængt vand fra oven, ligesom risikoen ved at bruge grill og ukrudtsbrænder også bliver noget mindre.