Forside Generelle nyheder Danskere lever længere – især mænd overrasker med stort spring

Danskere lever længere – især mænd overrasker med stort spring

old man happy woman happy
Shutterstock

Levealderen stiger markant for danske mænd, men kvinderne holder stadig føringen. ATP’s nye tal viser, at vi nu er tilbage på niveauet før corona – og fremtiden lover endnu flere leveår.

Lige nu læser andre

Levealderen for 67-årige mænd i Danmark er øget 5 måneder i 2024, mens 67-årige kvinders levealder er steget 2,6 måneder.

”En stigning på næsten et halvt år i forventet levetid for danske mænd er rigtig meget. Det er kun anden gang inden for de seneste 30 år, at levetiden for mænd er steget så meget på et enkelt år,” siger Camilla Fredsgaard Larsen, ansvarshavende aktuar i ATP.

”Mændene tager det store spring fremad denne gang, men kvinderne lever fortsat længst. Sådan har det været, siden vi begyndte at måle på det her område, og det gælder generelt over hele verden.”

Levetiden for en kvinde på 67 år er nu 86,7 år, mens tallet for mænd hedder 84,2 år, skriver ATP i en pressemeddelelse.

Læs også

I Danmark lever vi fortsat kortere set i forhold til lande i Europa, vi normalt sammenligner os med. I Sverige og Norge er den gennemsnitlige levealder ca. et år længere for både kvinder og mænd.

ATP opdaterer hvert år sin levetidsmodel, som viser, hvor gamle danskerne kan se frem til at blive. Opgørelsen er nu inkl. tal fra 2024 i Danmark og data fra 17 andre sammenlignelige lande.

To år med faldende levealder

Det er andet år i træk, levealderen stiger i Danmark. Sidste år var fremgangen størst for kvinderne. Både i 2021 og 2022 – efter corona-pandemien – faldt den forventede levetid for mænd og kvinder.

Danmark er nu tilbage på niveau med de levetider, mænd og kvinder havde før udbruddet. Den generelle tendens er tydelig: vi bliver ældre år for år, men de seneste år har været præget af store udsving.

”De forhøjede levetider, vi i ATP regner med at se år for år, udeblev under pandemien. Og i dag går det langsommere med at øge levetiden, end for 10 år siden, men vi er ikke færdige med at blive ældre,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.

Fremtiden byder på endnu flere leveår

ATP regner også hvert år ud, hvor længe danskerne kan forvente at leve i fremtiden – og også her er der gode nyheder: En 67-årig kvinde kan se frem til ekstra to års levetid (88,7 år), og det samme gør sig gældende for mænd.

“Vi lever sundere, og lægevidenskaben bliver stadigt dygtigere. Det er de overordnede forklaringer på, at vi som mennesker simpelthen lever længere og længere, og den udvikling, regner vi med, fortsætter i Danmark,” siger Camilla Fredsgaard Larsen.

Læs også

Ads by MGDK