Danske soldater i Letland: Vi mangler alt fra underbukser til ammunition

Generelle nyheder

21/06/2022

Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

De danske soldater i Letland mangler alt fra underbukser til ammunition

I maj måned blev 350 danske kampsoldater sendt til Letland for at afskrække Putin. Hvis han vælger at angribe landet, skal de danske soldater være klar til at hjælpe med at forsvare landet. Der mangler dog en del i den danske lejr.

Det skriver DR

Træningsaktiviteter aflyst

Derfor advarer de nu om, at de ikke er på højt nok niveau, hvis det skulle komme til skarp kamp. Det er de ikke, fordi de ikke har været på flere vigtige træningsaktiviteter, som er blevet aflyst på grund af manglende ammunition. 

DR har talt med den 41-årige Dennis, der er overkonstabel af 1. grad og fællestillidsrepræsentant for cirka 300 konstabler og korporaler. 

Han fortæller at det er problematisk hvis Putin krydser grænsen fordi de ikke er 100 procent klar. Og det er ikke kun ammunition, der er mangel på i den danske lejr. For da soldaterne ankom var det til faldefærdige telte med skimmelsvamp. 

"Vi mangler alt fra ammunition til underbukser for at sige det mildt. Det er den sørgeligste periode, jeg har været i Forsvaret. Og jeg har set lidt af hvert i 20 år," siger Dennis.

Genbruger ammunitionsbånd

Den manglende ammunition har tvunget soldaterne til at være kreative. De genbruger nemlig ammunitionsbånd fra allerede afskudt ammunition. De vasker båndene og og genbruger dem til at træne med lette maskingeværer. 

"Vi trykker ammunitionen ud af et bælte og putter dem over i nogle små led, som man skal samle. Det tager ekstra tid og sluger hurtigt et par timer," forklarer Dennis.