Dansk esports-organisation 'hacker' valgkampen

Generelle nyheder

13/10/2022

Foto: Astralis
Foto: Astralis

Skrevet af Redaktionen

Den danske esportsorganisation Astralis lancerer i dag en kampagne, der på humoristisk vis med et snert af selvironi tager fat om et højaktuelt emne: Gaming og livsstil.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

MAKE ASTRALIS GREAT AGAIN og CLUTCH ELLER KAOS er to af overskrifterne på Clutchministeren.dk, hvor den verdenskendte Astralis-spiller, Andreas ”Xyp9x” Højsleth, som i forvejen er kendt under navnet "Clutchministeren", bl.a. opfordrer alle gamere til at ”røre græs”, at støtte lokale initiativer, at inddrage alle aldersgrupper i gamingens fællesskaber og mange andre sunde budskaber. I en form, de fleste unge forstår.

Kampagnesiden har, ud over en præsentation af clutchministerens kernebudskaber, en kandidattest, eget valgmerchandise, downloads med wallpapers til alle digitale devices med valgslogans, samt links til Andreas Højsleths sociale kanaler.

Fællesskab for alle, sunde budskaber og skæve vinkler

Formålet med kampagnen er at skabe opmærksomhed på gaming og den positive samfundsværdi, der bl.a. findes i de mange sociale fællesskaber på tværs af traditionelle skel som findes og skabes omkring spilaktiviteterne.

Kampagnen har også budskaber til gamerne selv, hvor opfordringen til at ”røre græs” handler om at komme udenfor og bevæge sig, mens du får frisk luft til hjernen og ny energi, så du bliver endnu skarpere foran skærmen. Det gælder i øvrigt ikke kun gamere, men alle, der bruger tid foran skærmen på job eller i fritiden.

Når clutchministeren kalder på CS:GO som OL-disciplin er det fx med det underlæggende formål at ligestille hjerne-discipliner med de fysiske. For mens snart sagt alle sportsgrene med bold, spyd, handsker og pigsko er på OL-programmet, holdes den ultimative hjerne-, kommunikations-, strategi- og reaktionsdisciplin udenfor den store OL-scene… Men det vil Clutchministeren lave om på.