Bruger du Metroen? Nu kan du være med til at forme en ny linje

Generelle nyheder

01/08/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De næste otte uger og frem til d. 26. september har alle mulighed for at give deres mening til kende.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

København kan få en ny metrolinje, M5, der skal betjene de nye byudviklingsområder i Østhavnen, herunder Lynetteholm.

Nu er miljøkonsekvensrapporten om metrolinjen sendt i høring, skriver Københavns Kommunes Økonomiforvaltning i en pressemeddelelse.

Metrolinjen kan både anlægges som en sydlig løsning, der kører mellem København H, via Amager, Østhavnen og Lynetteholm videre til Østerport, samt en nordlig løsning, der kører mellem Østerport og Lynetteholm.

Begge linjer kan på sigt udbygges, så Østerport og København H forbindes via Indre Nørrebro og Frederiksberg.

Metroselskabet har udarbejdet miljøkonsekvensrapporten, der gennemgår de maksimale mulige påvirkninger på miljøet og byen ved at anlægge metrolinjen M5.

Formålet med rapporten er at få mulighed for at undgå eller mindske væsentlige negative påvirkninger på by og miljø, inden arbejdet med at anlægge det store infrastrukturprojekt går i gang. Det kan fx handle om trafikomlægninger, støj og inddragelse af byrum.

Bliv hørt her

Høringssvar skal indsendes via Københavns Kommunes høringsportal:

Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5 (kk.dk)

Høringsperioden løber fra d. 1. august og frem til d. 26. september 2024.

Der afholdes i forbindelse med høringsperioden to borgermøder:  

Onsdag d. 21. august kl. 19-21 i Kulturhuset Islands Brygge.

Tirsdag d. 27. august kl. 16-18 (digitalt).

Du kan finde mere information om høringen og borgermøderne på www.metrolinjem5.dk

Efter høringsperioden vil Københavns Kommune behandle de indkomne høringssvar og udarbejde en hvidbog, som vil indgå i den endelige politiske behandling af miljøkonsekvensrapporten og udkastet til § 25-tilladelse. Begge dele forventes klar ultimo 2024. 

Videre proces

1. August til 26.  september 2024: Offentlig høring af miljøkonsekvensrapport for metrolinje M5 og udkast til § 25 tilladelse. 

Ultimo 2024: Københavns Kommunes Økonomiudvalg og Borgerrepræsentation forventes at behandle hvidbogen og §25 tilladelse. 

Det er Metroselskabets ejerkreds, som består af staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, der beslutter, hvilken metrolinje som skal anlægges til Østhavnen.

Herefter skal Folketinget vedtage en anlægslov, hvorefter § 25 tilladelsen kan meddeles til Metroselskabet, inden selskabet kan gå i gang med at anlægge metrolinje M5. 

Kort: Metroselskabet