I en pressemeddelelse fra Haderslev kommune, slår den lokale borgmester, Mads Skau, fast, at Haderslav har tænkt sig at tage ansvar i sagen.
"Vi er desværre nu vidne til en krig i Europa, som meget hurtigt har skabt en dybt bekymrende og uhyggelig situation," siger Mads Skau og fortsætter.
"Mange indbyggere vil flygte ud af Ukraine, og de menneskelige omkostninger er allerede store. Vi må i Europa give vores bidrag til at hjælpe de mennesker, der er på flugt, og det gør vi naturligvis også i Haderslev Kommune."
"I Danmark er vi nærområde for ukrainske flygtninge, og Haderslev Sygehus kan i den forbindelse være en midlertidig sikker havn. Sygehuset har tidligere haft denne funktion, og vi bakker helhjertet op om muligheden for, at Freja Ejendomme og Udlændingestyrelsen vælger denne mulighed."
Haderslev Kommune på nuværende er i dialog med Freja Ejendomme, der ejer Haderslev Sygehus, om muligheden for at anvende sygehuset i forbindelse med krisen i Ukraine. Det er i givet fald Udlændingestyrelsen, der sammen med Freja Ejendomme, skal træffe den endelige beslutning.
"Ligesom alle andre danskere følger vi den ulykkelige situation i Ukraine og såfremt Udlændingestyrelsen vurderer, at Haderslev Sygehus er et egnet opholdssted for ukrainske flygtninge, vil vi i Freja Ejendomme naturligvis støtte op om dette og stille vores ejendom i Haderslev til rådighed," siger Christina Jørgensen, adm. direktør i Freja Ejendomme.