Bliver mere efterårs-agtigt: Sådan bliver vejret i weekenden

Generelle nyheder

27/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det lugter af en oplagt weekend til at hygge indendørs ...

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sommeren har ifølge kalenderen været over i snart fire uger, og nu må man sige, at vejrguderne også har fået den besked.

Siden weekenden er temperaturerne faldet drastisk, ligesom dele af landet har fået store mængder regn - og det er ikke ovre endnu.

For selvom der stadig er en del lyse timer at gøre brug af, så kalder vejret denne weekend ikke ligefrem på vandreture, skovture og lignende.

Fredag

Ifølge DMI bliver i dag en våd affære med regn og byger, der lokalt kan være kraftige og med torden.

Temperaturerne når "kun" op mellem 12 og 17 grader, varmest på Bornholm, og læg så der til frisk vind til kuling, ved kysterne op til hård kuling med kraftige vindstød.

I aften og natten til lørdag fortsætter det med at være skyet og regne, men efterhånden klarer det op, så skydækket bliver mere vekslende, og bygerne kun bliver spredte.

Temperaturerne når ned mellem 7 og 13 grader, og vinden vil være let til hård med stedvis kuling ved kysterne.

Lørdag

Weekendens første dag byder på lidt eller nogen sol og kun spredte byger. Til gengæld når temperaturerne ikke op over 11-14 grader, og vinden vil stadig være jævn til hård med stedvis kuling.

Lørdag aften og natten til søndag ligner natten til lørdag med vekslende skydække og spredte byger, mens temperaturerne når ned mellem 7 og 12 grader, i Jylland lokalt lidt koldere.

Vinden vil til at starte med stadig være jævn til hård, men efterhånden aftager den og bliver let til frisk.

Søndag

Ugen slutter af med en dag med lidt eller nogen sol, men der vil også være enkelte byger.

Temperaturerne når op mellem 12 og 15 grader, mens vinden vil være let til frisk. Den aftager dog i løbet af dagen og bliver svag til jævn.

Søndag aften og natten til mandag byder på mere vekslende skydække og kun enkelte byger med temperaturer mellem 7 og 12 grader, lokalt lidt koldere. Vinden vil fortsætte med at være svag til jævn.