Selv en lille simpel skade på din bil kan koste dig dyrt – læs her hvorfor.
Lige nu læser andre
Nye biler er teknisk avancerede, fyldt med dyre materialer – og svære at reparere. Derfor advarer FDM nu om, at selv små skader kan udløse værkstedsregninger, der sender privatøkonomien til tælling.
Enkle bump eller en smadret forlygte kan nemlig koste op mod 19.000 kroner, mens en defekt oplader i en elbil i værste fald kan løbe op i hele 70.000 kroner, viser beregninger fra FDM og Taksatorringen.
Teknologien gør reparationer dyrere
Hvor man før kunne udskifte en pære i en forlygte, kræver dagens LED- og matrixlygter komplet udskiftning, kodning og kalibrering. Også kofangere og spejle er blevet komplekse – fyldt med sensorer og radarer, der gør dem dyre og svære at reparere.
Ifølge FDM’s områdechef Lone Otto er problemet ikke kun teknisk, men også politisk og økonomisk.
Læs også
“Vi kan godt have en mistanke om, at bilproducenterne bruger eftermarkedet til at tjene penge, de ikke længere får ved salg og service,” siger hun.
Reservedele er prissat til profit
Priserne på reservedele er steget voldsomt, og FDM oplever nu, at reservedele til fx Kia kan være dyrere end til premiumbiler som Porsche. Samtidig bliver biler produceret i færre, større dele – en metode, der er billigere at producere, men dyrere at reparere.
Forsikringen dækker – men regningen vender tilbage
Selv når forsikringen dækker skader, betyder stigende værkstedspriser, at præmierne stiger for bilejere. Og hvis skaden falder uden for garantien, hænger bilejeren selv på regningen.
FDM anbefaler derfor biler med minimum fem års garanti – og i visse tilfælde en reparationsforsikring.
Fokus på retten til at genbruge dele
I dag er mange reservedele kodet, så de kun passer til én bil. Det forhindrer genbrug og tvinger bilejere til at købe nyt. FDM og europæiske bilklubber har derfor løftet sagen over for EU og bilproducenter for at sikre, at eftermarkedet fungerer rimeligt og bæredygtigt.