Agersø, Avernakø og Lyø er fra årsskiftet kommet med på listen over øer, der er undtaget taxiloven.
Dermed kan enhver sætte et skilt op på havnen og tilbyde kørsel mod betaling – uden at skulle have sædeføler, taxameter eller andet, der er et krav i taxiloven
"Muligheden for at blive undtaget taxiloven er blevet taget godt imod i mange øsamfund, og jeg er sikker på, at flere kommer til i det nye år. Målet er at sikre mest mulig mobilitet. Nu sætter vi endnu flere øer fri fra lovgivning til at indrette de lokale transporttilbud, de ønsker. Det glæder mig naturligvis," siger transportminister Thomas Danielsen (V).
Ø-taxi-ordningen trådte i kraft 1. januar 2024. Landets kommuner kan søge om undtagelse fra taxiloven på ikke bro- eller landfaste øer mindre end Bornholm.
Ansøgningerne til ordningen bliver behandlet løbende, og de første øer blev undtaget per 1. juli 2024. Siden er flere kommet til, og per 1. januar 2025 er i alt 11 øer undtaget taxiloven:
Bågø (1. juli 2024)
Endelave (1. juli 2024)
Hjarnø (1. juli 2024)
Orø (1. juli 2024)
Fur (1. oktober 2024)
Nekselø (1. oktober 2024)
Omø (1. oktober 2024)
Sejerø (1. oktober 2024)
Agersø (1. januar 2025)
Avernakø (1. januar 2025)
Lyø (1. januar 2025)