Verden over tager regeringer alternative midler i brug for at undgå strømmangel til vinter.
Og i Storbritannien er der nu planer om at give familier en kontant gevinst - men kun hvis man vasker sit tøj eller bruger opvaskemaskinen om natten, hvor der er mindst pres på strømnettet.
Det fungerer på den måde, at man tilmelder sig en service, der sender en besked om, hvornår der er så lidt pres på strømnettet, at man roligt kan få klaret de huslige pligter.
Og faktisk kan det gå hen og blive en rigtig god forretning for de britiske familier. Som det ser ud nu, vil de nemlig få 10 pund, svarende til 85 kroner, per døgn, hvor de følger anvisningerne.
Det er nu ikke sådan, at de får tilsendt en check med beløbet, men det bliver i stedet trukket fra på deres elregning, når den gøres op.
Dyster advarselsrapport
Initiativet kommer i kølvandet på en rapport fra operatøren for det nationale strømnet.
Her lød advarslen, at der er en, om end usandsynlig, risiko for, at der i perioder vil blive lukket for strømmen i 3 timers-vinduer, fordi der simpelthen ikke kan produceres strøm nok.
Det er særligt udsigten til at mangle gas, der gør scenariet muligt, og derfor vil man allerede nu have briterne til at ændre i deres husholdningsvaner.
Og mon ikke, der er mange, der melder sig til det nye initiativ? Briternes privatøkonomi er nemlig historisk presset på alle fronter, og nogle eksperter frygter, at inflationen i landet kan nå op på hele 22 procent i løbet af vinteren.