Tusindvis af boligejere snyder sig selv: Kan få penge for den strøm, de ikke bruger

Forbrug

22/04/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det gælder både private og virksomheder.

Ifølge Energistyrelsen var der 143.272 nettilsluttede solcelleanlæg i Danmark ved udgangen af 2023. Mange af dem er opsat hos private og virksomheder, der selv bruger størstedelen af den strøm, som de producerer.

Men det er ikke alle solcelleejere, der er opmærksomme på reglerne for solcelleanlæg, og det kan betyde, at de går glip af muligheden for en ekstra indtjening.

Hos energiselskabet Energi Fyn oplever de, at der særligt mangler at blive videregivet information om solceller, når man flytter ind i et hus, hvor der allerede er opsat solceller.

"Mange kunder, der flytter ind i et hus med solceller, er usikre på reglerne og mangler rådgivning om, hvordan deres anlæg afregnes, og hvad de skal være opmærksomme på. Mange ved for eksempel ikke, at solcelleanlæg, hvor man ikke modtager et pristillæg fra Energistyrelsen, skal tilmeldes en produktionselleverandør, der kan aftage og afregne den strøm, som man ikke selv bruger," fortæller Finn Andersen, der er kommerciel direktør hos Energi Fyn.

Han forklarer, at man går glip at penge for den strøm, man leverer til elnettet, hvis man ikke vælger en produktionselleverandør. Det gælder både private og virksomheder.

En produktionselleverandør er et elselskab, som køber og afregner strøm fra solceller, husstandsvindmøller og batterier, som man ikke selv bruger i det øjeblik, hvor den produceres.

Forskellige afregningsmåder for solceller

Afregning af solceller er en kompleks størrelse, som kan være vanskelig at gennemskue. Der findes i dag 3 typer af afregningsgrupper for solceller. Flytter man ind i et hus med et solcelleanlæg, overtager man den måde, som anlægget bliver afregnet på.

"Afregning af solceller er bestemt ikke simpelt. Man kan være afregnet efter tre forskellige grupper - også kaldet nettoafregningsgruppe. Er ens solceller afregnet i nettoafregningsgruppe 3, er de øjebliksafregnet. Det betyder, at den strøm som anlægget producerer, skal forbruges i samme øjeblik, som den produceres. Alle nye solcelleanlæg afregnes efter gruppe 3. Afregnes ens solcelleanlæg efter gruppe 3, skal man vælge en produktionselleverandør," forklarer Finn Andersen.

Det er derfor kunder i nettoafregningsgruppe 3, der skal være ekstra opmærksomme på at vælge en produktionselleverandør.

Er ens anlæg tilmeldt et pristillæg hos Energistyrelsen, er man garanteret en afregningspris for den strøm, som ens anlæg leverer til elnettet.

Her er Energinet forpligtet til at være produktionselleverandør, og man skal derfor ikke vælge en produktionselleverandør.  

Sådan gør du, hvis du køber et hus med solceller

Køber du et hus med solceller, skal du huske at melde ejerskifte af solcellerne på borger.dk.

"For at melde ejerskifte, skal man bruge anlæggets GSRN-nummer. Det skal man have hos sælgeren eller ejendomsmægleren, hvis man køber et hus med solceller. Herefter kan man på eloverblik.dk se, hvilken afregningsgruppe ens solceller er registreret i. Hører ens solceller til nettoafregningsgruppe 3, skal man kontakte den elleverandør, man ønsker, samt finde en produktionselleverandør. Man kan med fordel vælge samme selskab som elleverandør og produktionselleverandør. Så betaler man nemlig kun et abonnement, og man får en samlet regning, hvor man kan se en beregning af både ens overskudsproduktion og ens forbrug samt en samlet opgørelse over ens forbrug og ens overskudsproduktion," fortæller Finn Andersen.

Energi Fyn er et af de energiselskaber, der både er elleverandør og produktionselleverandør, og er man i tvivl om, hvordan ens solceller afregnes, eller om man skal vælge en produktionselleverandør, så sidder Energi Fyns kunderådgivere klar til at hjælpe både private og virksomheder.

Fakta om solceller i Danmark

  • I følge Energistyrelsens seneste opgørelse er der i Danmark pr. 4. kvartal 2023 registreret 143.272 nettilsluttede solcelleanlæg. Det svarer til ca. 3.529 MW.

  • Den seneste tid er der især opsat anlæg med et egetforbrug, som er tilknyttet øjebliksafregning. Det er typisk solceller på private bygninger samt på erhvervs- og industribygninger.