Styr uden om myterne: Her skal du begynde at opvarme hjemmet ifølge ekspert

Forbrug

19/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Har du været fristet til at gøre det endnu?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Efteråret nærmer sig, og med det følger faldende temperaturer.

Det kan være fristende at tænde for varmen, når kulden begynder at mærkes, men ifølge VVS-ekspert David Doran fra Blackstone Plumbing & Heating Ltd, er det endnu ikke tid til at skrue op for termostaten.

Det skriver Metro.

"Du bør vente med at tænde for varmen, indtil indendørstemperaturen konsekvent falder til under 18 grader", siger David.

Han tilføjer, at sårbare eller ældre personer bør sigte mod at holde temperaturen omkring 20 grader for at sikre komfort og velvære.

Typisk anbefales det at tænde for opvarmningen omkring midten af oktober, hvor temperaturerne for alvor begynder at falde.

Der er dog flere faldgruber, når det kommer til brug af varmesystemet.

Fald ikke for myterne

En udbredt misforståelse er, at det skulle være mere energieffektivt at lade varmen køre på lavt hele tiden.

Men David advarer mod denne praksis. "Det er generelt mere effektivt kun at opvarme dit hjem, når det er nødvendigt. Brug en timer eller en smart termostat til at holde temperaturen behagelig, mens du reducerer energispild", forklarer han.

En anden almindelig fejl er at tro, at hjemmet vil varme hurtigere op, hvis man skruer ekstra højt op for varmen. Ifølge David vil dette blot øge dit energiforbrug, da kedlen skal arbejde hårdere og i længere tid.

Han anbefaler i stedet at holde termostaten mellem 18 og 21 grader for optimal komfort og energieffektivitet.

Når natten falder på, er det fristende at lade varmen køre hele natten, men her er Davids råd klart: "Ved at sænke temperaturen eller bruge en programmeret varmeplan om natten, kan du spare energi. Brug tykkere dyner eller varmt nattøj for at holde varmen", siger han.

For at spare yderligere på varmeregningen foreslår David også at bruge termostatiske radiatorventiler, der kan justere temperaturen i hvert rum individuelt, så varmen reduceres i de rum, der ikke bliver brugt ofte.