Sort på hvidt: Her er vinderne og taberne i sidste års energikaos

Forbrug

07/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er stor forskel på, hvor slemt man blev ramt, alt efter hvor man bor.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hele forrige år havde familien Danmark koldsved over varmeregningen. Men hvor slemt blev det i virkeligheden?

Nye tal fra Brunata, som leverer fordelingsregnskaber for lejligheder til boligselskaber og beboere over hele landet viser, viser en varmeregning for Danmark i 2022, der kun var 2 procent højere end det foregående år. Dermed slap de fleste heldigvis med skrækken.

Tallene viser imidlertid også, at der var store forskelle på tværs af landet – eksempelvis slap københavnerne væsentligt billigere end århusianerne.

”Beboere i den almene sektor var især truet på privatøkonomien, så det er glædeligt for alle, at det ikke blev så slemt. Bekymringerne var dog på ingen måde ubegrundede. Desværre viser vores tal jo også, at det det positive udfald er meget ujævnt fordelt ud over landet,” siger Jesper Kristoffersen, CEO i Brunata A/S.

Heldige sjællændere og uheldige midtjyder

På regionalt plan er den største forskel på udviklingen i varmepriser helt op på 27 procent. I region Sjælland var den indekserede varmeregning for 2022 således kun 91 procent af, hvad den var i 2020.

Mindre heldige var midtjyderne, som i 2022 betalte 18 procent mere end to år før.

De tilsvarende tal for Danmarks to største byer tipper også klart over i københavnerne favør, da hovedstaden slap 16 procent billigere end to år før, mens man i Århus betalte 20 mere

Med andre ord en forskel på 38 procent.

Der er et men ...

Inden der jubles alt for meget over de beherskede prischok på varmeregningen skal det også påpeges at Brunatas tal viser, at varmeforbruget nationalt var næsten 20 procent lavere end de foregående to år.

En del af forklaringen var en usædvanlig mild vinter, som var med til at holde varmeforbruget nede i slutningen af 2022.

Endvidere udviste mange danskere en mere energirigtig adfærd motiveret af de stigende priser.  

”Klima og energipriser påvirker i dag almindelige husholdningers el, vand og varme voldsomt. Så både boligselskaber og beboere vil gerne kende forbruget bedre og vide, hvordan de kan spare. Det er ikke blot en tendens i Danmark, men over hele Europa,” siger Kristian Voldby Olsen, Managing Director i Brunata International.