Ny rekord i 2022 - så mange familier har søgt julehjælp hos Røde Kors

Forbrug

02/12/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Samtidig har Røde Kors skruet op for pakkernes værdi.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

December er for mange en tid fyldt med glæde og forventning.

Men mens de fleste børn og voksne glæder sig til julen, så er virkeligheden en anden for alt for mange børnefamilier i Danmark.

Særligt i år, hvor prisstigninger på dagligvarer og el og højeste inflation i 40 år har betydet, at endnu flere har fået svært ved at få enderne til at mødes.  

"Julen er forbundet med hygge, fællesskab og gode oplevelser, men vi står i en helt speciel situation i år, hvor mange flere må vende og dreje hver eneste krone for at få økonomien til at hænge sammen. Og for rigtigt mange hænger den ikke sammen, hvilket desværre afspejler sig i tallene," siger generalsekretær i Røde Kors, Anders Ladekarl, om, at 20.000 børnefamilier i år søger julehjælp hos Røde Kors.

Sidste år var tallet 15.000. 

Og når der hverken er råd eller overskud til julemiddag, juletræ eller gaver, så mærkes det især af børnene. 

"Børn ser og mærker tydeligt, at de andre børn glæder sig til alle de ting, der følger med julen: kalendergaver, nissevenner og risalamande. Det skal alle børn have lov til at glæde sig til og ikke mindst være en del af det fællesskab, der er omkring julen i Danmark", siger Anders Ladekarl. 

Ekstraordinær svær tid 

Beløbet for Røde Kors’ julehjælp er i år på 900 kr., hvilket er 100 kr. højere end sidste år.

Beløbet er hævet, så det flugter bedre med inflation og prisstigninger, som de danske forbrugere har mærket til det seneste halve år.  

"Mange går rundt med ondt i maven over den højtid, der venter rundt om hjørnet, fordi efteråret har budt på voldsomme prisstigninger. Det har gjort, at vi i år har hævet beløbet på Røde Kors’ julehjælp," siger Anders Ladekarl. Julehjælp fra Røde Kors består fortrinsvis af et gavekort på 900 kr. til en dagligvarebutik. 

Den ekstra håndsrækning hjælper forældrene med at slippe bekymringerne for en stund og giver dem mere overskud, og det giver børnene mulighed for at opleve julens glæder på lige fod med andre børn.   

Røde Kors står også klar, når julen er slut

Men julehjælpen er langt mere end en enkelt god aften, for Røde Kors er også til stede, når julehyggen er forbi, og hverdag står for døren. 

"Når en familie modtager julehjælp, byder vi dem også indenfor i Røde Kors’ fællesskaber. Familienetværk, ferielejre eller lektiehjælp er blot nogle af vores mange sociale aktiviteter, som kan være med til at knytte kontakter og hjælpe flere udsatte familier – også når julen er forbi. Julehjælpen er på den måde en vigtig døråbner," siger Anders Ladekarl, som med hjælp fra danskerne, fonde og virksomheder håber på at kunne dække så mange ansøgninger som muligt. 

Fakta om Røde Kors’ julehjælp 

  • Knap 20.000 familier har efterspurgt julehjælp hos Røde Kors i år

  • Julehjælpen varierer fra afdeling til afdeling, men består hovedsageligt af et gavekort til Coop på en værdi af 900 kr. eller en julekurv med lækre julevarer

  • I 2021 uddelte Røde Kors julehjælp til 15.000 familier

  • Røde Kors’ julehjælp bliver uddelt af 195 af Røde Kors’ lokale afdelinger