Mange danskere begår klassisk efterårsfejl, men der er penge at spare, hvis du blot justerer en lille smule
Efteråret er kommet, og for mange boligejere betyder de køligere morgener, at radiatoren igen bliver taget i brug.
Men det kan blive en dyr løsning straks at skrue helt op.
Ifølge HOFOR kan en mere tålmodig start på varmesæsonen nemlig give en mærkbar besparelse på varmeregningen – uden at boligen behøver at blive kold.
Forsyningsselskabets modelberegninger for en almindelig familiebolig viser, at der kan være et besparelsespotentiale på mellem 500 og 1.500 kroner om året. I større etageejendomme kan potentialet være endnu større.
Hemmeligheden ligger blandt andet i, hvordan fjernvarmeanlægget startes op efter sommeren.
Begynd ved 30 til 35 grader
HOFOR anbefaler private boligejere og varmeansvarlige at starte varmesæsonen med en fremløbstemperatur på omkring 30 til 35 grader.
Når vejret bliver koldere i oktober eller november, kan temperaturen gradvist sættes op med omkring 5 grader. Når vinterkulden for alvor sætter ind, kan der skrues yderligere cirka 5 grader op.
“Der er ingen grund til at varme boligen op, som om det er januar med minusgrader udenfor her tidligt i efterårssæsonen. Lidt tålmodighed i starten af sæsonen og gode vaner kan altsammen mærkes på varmeregningen,” fortæller områdechef for Fjernvarme i HOFOR John Halkjær Christensen.
Radiatorerne kan også blive dyre
Det er ikke kun selve fjernvarmeanlægget, som er værd at holde øje med.
Flere radiatorer i det samme rum bør ifølge HOFOR indstilles ens. Det samme gælder radiatorer i rum, hvor dørene står åbne imellem rummene.
Møbler og gardiner bør heller ikke stå i vejen for radiatorerne, og radiatoren bør slukkes, mens der luftes ud.
Derudover kan et mindre forbrug af varmt vand være med til at holde regningen nede.
Har fjernvarmeanlægget automatisk klimastyring, kan systemet selv justere varmen efter temperaturen udenfor. Ellers anbefaler HOFOR, at anlægget reguleres løbende gennem efteråret.