El-selskab advarer kunderne: Højeste regning nogensinde på vej

Forbrug

05/01/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Selskabet turde ikke sende regningerne ud, før de havde advaret kunderne via mail først.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

"Vi er på vej mod den dyreste elregning nogensinde. Det gælder flertallet af vores kunder."

Sådan lød det fra Maria Erdmann, direktør i det svenske el-selskab God El, da hun blev interviewet af det svenske medie Aftonbladet.

Baggrunden for, hvorfor hun overhovedet blev interviewet, var en mail, selskabet sendte ud i sidste uge. En mail, som må siges både at være temmelig speciel og meget uønsket.

Her advarer selskabet nemlig om, at kunderne skal regne med, at regningen for december er mellem dobbelt og tre gange så høj som den fra november.

Selskabet fandt det altså nødvendigt at sende en advarselsmail ud til deres kunder, før selve regningen blev sendt afsted.

Et af de dominerende nyhedsemner i 2022 har været elpriserne, både herhjemme og i Sverige. Desværre er der ikke noget, der tyder på, at vi er ude på den anden side endnu.

Erdmann advarer i hvert fald om, at strømmen vil være dyr mindst to måneder endnu.

Men selv om God El altså synes at selve regningerne er så voldsomme, at kunderne skal forberedes, så er Aftonbladets læsere ikke helt med på ideen:

"En advarsel gør det helt sikker lettere at betale regningen," skriver Martin J. således i en kommentar på mediets Facebook-profil.

Gennemsnitsprisen for en kW time i Sverige i dag, torsdag, er, ifølge Aftonbladets grafikker, 1,22 svenske kroner. Det er før, man medregner afgifter, tariffer og andre ekstra udgifter, der lægges oven i prisen.

Til sammenligning er gennemsnitsprisen i Danmark i dag omkring 1,20 kroner per kW time, når vi medregner både moms og afgifter - dog uden netafgifter.