Efteråret nærmer sig: Simpelt tip kan spare dig 25 procent på varmeregningen

Forbrug

23/08/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Problemet gør eftersigende radiatorerne 25 procent mindre effektive.

Alle kneb gælder, når det handler om at spare på energiregningen denne vinter. Men faktisk er der en ting, du kan gøre for at spare mere end 5000 kroner om året på varmeregningen, som de færreste tænker over.

Nuvel, det er stadig sommer, i hvert fald på papiret, men med de temperaturer, vi oplever i Danmark for tiden, skal der ikke meget til, før man føler sig nødsaget til at tænde for varmen.

Mange vil nok starte med at efterse vinduer og døre for at sikre sig mod kold træk, andre rykker rundt på møblementet for at optimere varmekildernes cirkulation - men hvad med rengøringen?

Kan spare dig 25 procent

Det lyder måske gak, men ifølge express.co.uk viser en undersøgelse fra Enertek International, at det kan blive rigtig dyrt, hvis radiatorerne ikke er gjort ordentligt rent. Faktisk viser undersøgelsen, at et beskidt varmesystem (i dette tilfælde radiatorer) kan få din varmeregning til at blive hele 25 procent dyrere, end hvis du havde rene radiatorer.

Årsagen er, at nogle horisontale radiatorer har små blæsere i sig, og hvis de bliver støvede, vil der blive sendt mindre varme fra dem, og resultatet er, at der skal bruges mere energi på at nå op på den samme temperatur, som en ren radiator ville kunne.

Undersøgelsen siger ikke direkte noget om de mere klassiske jernradiatorer, som ikke har den slags blæsere, men uanset hvad kan det i hvert fald ikke skade at gøre varmekilderne rent!

Og det kræver ikke megen indsats at få din radiator op at køre optimalt: Sluk for varmen og find en hårtørrer frem, så du kan blæse støv og skidt væk - både bag, foran, ovenpå, under og indeni - og så skal du bare tænde for varmen igen og nyde tanken om alle de penge, du sparer.

Hvis du har den slags tilføjelse til hårtørreren, som giver et smallere, og dermed kraftigere, pust, er det en god ide at sætte den på, inden du giver dig i kast med rengøringen.