Efter overtagelse: Dansk bryggeri i kæmpe krise

Forbrug

07/07/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Bryggeriet blev ramt af den perfekte storm i 2022.

Hvis du har lyst til at gøre en god gerning, når du skal ned for at købe øl til weekendens sommervejr, kan du overveje at vælge flasker fra bryggeriet Vestfyens.

Det fynske bryggeri havde nemlig et horribelt 2022, hvor omsætningen på salg af øl og vand for bryggeriet faldt gevaldigt, så resultat endte på 183 millioner kroner fra 238 millioner året før.

Før skat gav det et underskud på 41 millioner kroner, men elendigheden stopper ikke her.

Der er nemlig udsigt til yderligere underskud for bryggeriet frem mod 2025. Alene i år regner ledelsen således med, at man vil ende på mellem 15 og 18 millioner kroner i underskud.

Ifølge TV 2 står der i ledelsesberetningen for 2022-regnskabet, som netop er blevet offentliggjort, at kombinationen af krig i Ukraine, vilde energipriser og udfordringer med at skaffe råvarer (samt de stigende priser på disse også) alt sammen var med til at give det triste resultat.

Her er det værd at bemærke, at bryggeriet ikke havde en fastpriseaftale på el, og derfor blev man ramt af de vanvittigt høje spotpriser.

På finske hænder

Organisationen er desuden også blevet presset på andre punkter. For det første har det finske Olvis overtaget bryggeriet, hvilket har medført nye indberetningssystemer, der er kommet ændringer i medarbejderstaven, og så har den administrerende direktør valgt at stoppe i stillingen.

Bryggeriet, der ligger i den fynske by Assens, skylder nu Olvis hele 137 millioner kroner, da det finske selskab har finansieret bryggeriet.

For at styrke Vestfyens forretningsmodel, vil man arbejde på at øge samarbejdet med den finske koncerns andre bryggerier, står der videre i regnskabet.

En del af forklaringen på, at man også i år regner med et underskud hos bryggeriet, skal findes i ALDIs exit fra det danske marked. Den tyske dagligvarekæde var nemlig en af bryggeriets mangeårige kunder.

Ser lys for enden af tunnelen

Selvom det umiddelbart virker som dyster læsning, regner ledelsen dog med at have genvundet den tabte omsætning og indtjening i løbet af efteråret 2024 og starten af 2025.

Man har blandt andet lavet en fem-årig investeringsplan, som skal øge både produktion og kvalitet, ligesom man også arbejder på bedre at kunne udnytte produktionsfaciliteterne.

Moderselskabet har med en skriftlig støtteerklæring tilkendegivet at ville yde den nødvendige likviditet til at sikre Assens-bryggerists drift frem til 2024.