Bytteræset skydes i gang: Husk at være opmærksom på disse ting

Forbrug

27/12/2023

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Det er en bestemt type varer, der forventes at blive byttet klart mest.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Julen er traditionernes tid og helt i den ånd skal danskerne også i år ud at bytte julegaver, når butikkerne åbner dørene den 27. december.

I julen 2022 havde hver femte dansker mindst én julegave, der skulle byttes.

”I år forventer vi også, at hver femte dansker skal bytte minimum én gave og baseret på tidligere års undersøgelser, vurderer Dansk Erhverv, at der skal byttes gaver for et beløb i størrelsesordenen 350-400 millioner kroner,” siger chefkonsulent i Dansk Erhverv Bo Dalsgaard.

Traditionen tro er det igen tøj, der oftest giver anledning til byttede julegaver. Faktisk viser Dansk Erhvervs tal fra marts 2023, at hele 47 procent af os har byttet tøj.

”Da vi efter julen 2022 spurgte danskerne, hvad de havde byttet, svarede næsten hver anden, at de havde byttet tøj,” fortæller Bo Dalsgaard.

”Dette er helt i tråd med tidligere undersøgelser, og der er langt ned til 2. og 3. pladsen, som er henholdsvis boligtilbehør og personlig pleje med 18 og 12 procent,” siger Bo Dalsgaard.

Gaverne byttes i de fysiske butikker

Selvom en stigende del af julehandlen sker på nettet, så bliver langt de fleste gaver byttet i de fysiske butikker.

”Sidste år var det tæt 85 procent af gaverne, der blev byttet i fysiske butikker,” forklarer Bo Dalsgaard.

”Det giver folk i butikkerne og er en oplagt mulighed for mersalg for butikkerne, da 36 procent af de danskere, der var ude at bytte gaver sidste år, valgte at bruge hele byttebeløbet eller mere i den butik, hvor de byttede gaven,” siger Bo Dalsgaard.

Et par gode bytteråd

Som forbruger er det vigtigt at være opmærksom på, at der kan være forskel på de enkelte butikkers bytteregler.

”Der er i Danmark ikke en lovsikret bytteret i de fysiske butikker, og selvom stort set alle butikker tilbyder byttemuligheder, så kan der være forskelle fra butik til butik, og derfor er det vigtigt, at forbrugerne er opmærksomme på, hvad der gælder i den enkelte butik. Det er for eksempel meget normalt, at du skal have kvitteringen med, hvis du vil have pengene tilbage, mens det som regel er nok med et byttemærke, hvis gaven bare skal byttes til en anden ting i butikken,” oplyser Bo Dalsgaard.

”For køb foretaget online gælder der i langt de fleste en lovsikret fortrydelsesret på 14 dage, der regnes fra køberen af gaven, modtog varen. Rigtig mange netbutikker har dog udvidet fortrydelsesretten eller tilbyder en bytteret efter de oprindelige 14 dages fortrydelsesret, så gaverne også kan byttes efter jul,” afslutter Bo Dalsgaard.