Mette Frederiksen: Fjerde coronavaccine til alle over 50

corona

22/06/2022

Til efteråret vil danskere over 50 år få tilbudt et fjerde vaccinestik mod coronavirus. Foto: Shutterstock
Til efteråret vil danskere over 50 år få tilbudt et fjerde vaccinestik mod coronavirus. Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Til efteråret vil alle danskere over 50 år blive tilbudt fjerde vaccinestik mod corona. Det har statsministeren netop fortalt på et pressemøde.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Alle danskere over 50 år vil blive tilbudt et fjerde stik mod coronavirus. Tilbuddet til aldersgruppen kommer i løbet af efteråret, og det vil være plejehjemsbeboere, der får tilbuddet først. I alt bliver omkring 2,5 millioner danskere tilbudt et fjerde stik.

Samtidig vil der blive indført hyppigere test af også personalet på plejehjem for at sikre, at smitten holdes ude af disse boligtyper.

Det har Mette Frederiksen (S) netop fortalt på det første coronapressemøde siden januar.

Den første gruppe vil kunne få det ekstra stik fra d. 15. september, men særligt sårbare kan blive revaccineret allerede inden sommerferien.

Alle over 50 vil kunne få den fjerde vaccination fra d. 1. oktober.

Stigende smitte over hele landet

Årsagen til, at der ny tilbydes et ekstra stik til en lang række danskere, er, at den nye undervariant af Omikron er blevet den dominerende i Danmark.

Det er ikke i sig selv et problem, men data tyder på, at den nye undervariant med navnet BA.5 er bedre til at omgå immunitet og antistoffer i kroppen. Det øger derfor risikoen for at blive smittet på ny, selvom man er fuldt vaccineret.

I går blev mere end 2000 danskere registreret smittet, og generelt stiger smittetallene over hele landet.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortæller, at vi lige nu også ser en stigning i antallet af indlagte på hospitalerne, og årsagen er også her den nye undervariant.

Handler nu for at undgå restriktioner

Mette Frederiksen understregede på pressemødet, at Danmark står et godt sted i forhold til coronasituationen. Blandt andet er antallet af alvorligt syge og indlagte på hospitalerne stadig lave.

Der var ventet en stigning i smittetallene, men ifølge Mette Frederiksen er stigningen kommet tidligere, end man havde forudset.

Statsministeren understregede også, at formålet med at handle tidligt i forhold til den stigende smitte er at undgå nedlukninger og restriktioner i løbet af efteråret.

"Flere end 3,5 millioner danskere lod sig revaccinere med tredje stik. Vi har nu brug for, at opleve den samme store støtte", sagde Mette Frederiksen.

Forbereder sig på tre forskellige scenarier for efteråret

Magnus Heunicke fortæller, at man forbereder sig på tre forskellige scenarier for efteråret.

Første scenarie handler om en ny smittebølge med undervariant af Omikron, som den vi oplever nu med BA.5. Dette scenarie forventes ikke at belaste sundhedsvæsnet nævenværdigt.

Andet scenarie furdoser en ny undervariant, der minder om Delta-varianten, der er betydeligt mere sygdomsfremkaldende end Omikron. Dette scenarie vil kunne betyde høj sygdomsbyrde i samfundet.

Endelig gælder det tredje scenarie en helt ny variant, som kan undvige immunitet. Dette scenarie kan blive rigtig alvorligt, da det vil kunne mindske effekten af den flokimmunitet, vi har opnået via smitte og vaccinationer.

Heunicke siger, at ingen af de tre scenarier er mere sandsynlige end de andre, så de politiske forberedelser fokuserer på alle tre mulige situationer.