Med bogen ønsker Gitte Boesen at komme kvinder i overgangsalderen til undsætning og give dem konkrete anbefalinger til, hvordan de kan styre udenom de mange faldgruber, når det kommer til vægttab, vaneændringer og sundhed.
Hun mener nemlig, at særligt kvinder i overgangsalderen risikerer at spilde både tid og penge på fejlslagne kure, forkert motion og uheldig rådgivning om kost, som enten har en kortvarig eller direkte skadelig effekt.
"Mit ønske er at gøre kvinder opmærksomme på, at nye spilleregler træder i kraft på grund af de hormonelle, fysiologiske og emotionelle ændringer i overgangsalderen. Det handler i høj grad om at forstå egne reaktioner og mønstre samt bryde med de gamle vaner. Jeg lærer kvinder at navigere i de fysiske forandringer, hvor vægtøgning omkring maveregionen er et hyppigt symptom ledsaget af dårlig søvn, hedeture, fysisk utilpashed og øget følsomhed, som jeg ofte ser påvirke spisetrangen i en forkert retning," forklarer Gitte Boesen.
Gør op med gammeldags kropsidealer og slankekure
Gitte Boesen har specialiseret sig i at hjælpe kvinder med at tabe sig, ændre vaner og slippe uhensigtsmæssige spisemønstre:
"Mange kvinder i eller omkring overgangsalderen er vokset op i en tidsalder med helt urimelige kropsidealer og vægttabsmetoder, der er direkte skadelige. Mange af dem tror, at vejen til et vægttab går gennem sult eller begrænset indtag af næring i en længere periode af døgnet. Flere kvinder har også en lang række falske fortællinger om fødevarer, som de engang har fået fortalt er fedende, men i virkeligheden er sunde og gavnlige for dem," fortæller Gitte.
Føl dig oplyst og opmuntret
Gitte Boesen har selv været en af disse kvinder, og hun håber, at hendes nye bog kan vise, at et vægttab hverken skal være surt, hårdt eller stressende i overgangsalderen, hvor der i forvejen er nok at bekymre sig om:
"Faktisk er det bedste, hvis det ikke er forbundet med bekymringer, for så er sandsynligheden for at holde vægten meget større. Med bogen ønsker jeg at bidrage til, at kvinder i overgangsalderen kan tage kontrol og føle sig sunde, mætte og komfortable i deres egen krop på et oplyst og opmuntrende grundlag," uddyber Gitte Boesen.
Foruden bogen stiller Gitte Boesen sin store erfaring om vægttab og overspisning i overgangsalderen til rådighed i podcasten VÆGTVINDER, hvor hun deler vigtig viden og praktiske råd til kvinder, der ønsker en sundere fremtid.
Gitte planlægger også at afholde en række foredrag i løbet af 2025 med udgangspunkt i bogens titel.
”Vægttab i overgangsalderen – færre symptomer, varigt vægttab og en sund krop for kvinder over 40 år” udkommer 7. januar 2025.