Temperaturerne er ved at være der: 3 ting, du skal være opmærksom på, når du skifter til sommerdæk

Bil og motor

09/04/2024

Foto: SOS International
Foto: SOS International

Skrevet af J. Bøgen

Der kan komme til at være lang ventetid på at få skiftet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vejrguderne har begunstiget os med lune forårsdage, og nattefrosten ser ud til at være et overstået kapitel i denne omgang.

Det betyder én ting for bilejere: Det er tid til at skifte til sommerdæk.

Det betyder, at millioner af bilejere bestiller tid til at få skiftet dækkene, og derfor kan man godt regne med solid ventetid, medmindre man er ude i god tid. Og når man endelig kommer til, vil temperaturerne højst sandsynligt være et stykke over det anbefalede i forhold til sommerdæk.

En god tommelfingerregel siger, at man bør skifte til sommerdæk, når temperaturen om natten ikke længere kommer under 7 grader.

Godt nok er nattetemperaturerne ifølge DMI stadig i den lave ende i forhold til den tommelfingerregel, men de sidste dage har middeltemperaturen holdt sig omkring 10 grader, så vi er altså der, hvor det skal overvejes at skifte dæk på bilen.

Og der er flere gode grunde til at køre med dæk, der passer til årstiden:

"Det handler først og fremmest om at køre så sikkert som muligt. Når vejret bliver mildere, har vinterdæk nemlig dårligere vejgreb og længere bremselængde," siger Anette Bjørn Juncher, der er vagtcentralchef hos SOS Dansk Autohjælp.

Korrekte dæk er mere økonomiske

Ved at skifte til sommerdæk nu, opnår man altså større trafiksikkerhed - bilen ligger mere stabilt på vejen og har kortere bremselængde.

Men det kan også betale sig rent økonomisk. Når man kører på dæk, der passer til årstiden, holder dækkene længere, og samtidig mindskes rullemodstanden.

Og lavere rullemodstand betyder et mindre brug af brændstof.

Det skal du være opmærksom på, når du skifter til sommerdæk

  • Dækmønster: Tjek dybden på dækmønsteret. Den lovmæssige grænse i Danmark er minimum 1,6 mm. SOS Dansk Autohjælp anbefaler dog minimum 3 mm.

  • Dæktryk: Det anbefalede dæktryk er vigtigt i forhold til vejgreb. Findes som regel ved tankdækslen, ved b-stolpen eller i instruktionsbogen.

  • Efterspænding: Det er ikke unormalt, at sommerdæk sidder på alufælge og vinterdæk på normale fælge. Vær opmærksom på at benytte bolte, der passer til fælgene. Når man har skiftet til sommerdæk, er en vigtig huskeregel at efterspænde hjulene efter 100-200 kilometers kørsel – uanset om man selv har skiftet dækkene, eller om man har fået det gjort på et værksted.