Snart er det tid til at skifte til vinterdæk, men nu lyder advarslen
Selvom termometeret endnu ikke viser minusgrader, nærmer tiden sig hurtigt, hvor den varmere garderobe skal findes frem – og det gælder også bilen.
For bilen betyder det, at vinterdækkene skal monteres, særligt hvis man forventer at køre under vinterlige forhold.
Siden sidste år har det været et lovkrav at køre med dæk, som passer til årstiden, når der er vinterføre. Overtrædes reglerne, kan det udløse en bøde på 1.000 kroner per dæk.
Det er dog langt fra alle vinterdæk, der opfylder kravene til de danske vinterveje.
Det viser årets omfattende test af i alt 32 vinterdæk, som FDM har gennemført i samarbejde med flere europæiske bilklubber.
Testen omfattede 16 dæk i størrelsen 15-tommer (185/55 R15), der passer til bilmodeller som Peugeot 208, VW Polo og Hyundai i20, samt 16 dæk i størrelsen 17-tommer (225/50 R17), der blandt andet passer til Audi A4 og Skoda Octavia.
Årets test af vinterdæk er især hård ved kinesiske lavprisdæk. Af de 32 testede dæk dumper hele ni, og syv af dem kommer fra kinesiske dækproducenter.
Det er hovedsageligt mangelfulde egenskaber på både våde og tørre veje, der får dækkene til at dumpe. Samlet kan FDM kun anbefale 15 af de 32 vinterdæk, som var med i testen.
“Det er skuffende, at årets testfelt ikke klarer sig bedre. Det gælder særligt flere af de kinesiske lavprisdæk, som er helt uegnede til de danske vinterveje. Der er ellers fuld fart på de kinesiske dækproducenter, men som testen viser, har de et stykke vej endnu. Det kan godt være, at de lokker med en lav pris, men til gengæld koster det på sikkerheden, og den må man ikke spare på,” siger bilredaktør i FDM Karsten M. Lemche.
Bremsetesten på våd vej viser tydeligt den store forskel mellem de dæk, der blev testet. Her skulle det dårligste 15-tommerdæk, Rockblade Rock 868S, bruge hele 51 meter på at bremse ned fra 80 km/t.
Det er omkring 18 meter længere end Bridgestone Blizzak LM005, som “kun” havde brug for 33,5 meter. Det betyder, at bilen med Rockblade-dækkene stadig kørte 47 km/t, da bilen med Bridgestone-dækkene allerede var standset.
Testen viser dog ikke kun markante forskelle på dækkenes sikkerhed, men også når det gælder deres holdbarhed.
Her holder 15-tommerdækkene i gennemsnit blot 31.000 km, mens 17-tommerdækkene i gennemsnit kan holde 45.000 km. Den større dækstørrelse holder dermed omkring 50 procent længere, hvilket har en mærkbar betydning for biløkonomien.
“Det kan umiddelbart undre, at en dækstørrelse slides så meget hurtigere, som testen viser. En del af forklaringen kan være, at dækproducenterne har fokus på større dækstørrelser, selvom markedet for 15-tommerdæk fortsat er stort. Dermed går den nyeste dækteknologi uden om flere af vinterdækkene i 15-tommer,” siger Karsten M. Lemche og tilføjer:
“Holdbarheden er økonomisk vigtig. Det vigtigste er dog fortsat at købe et dæk med god sikkerhed. Og når man køber nye vinterdæk, bør man især gå efter dæk, som klarer sig godt på våd og tør vej.”