Nu er der lukket for disse biler
Svenske parkeringsselskaber har indført vægtgrænser og direkte forbud mod bestemte elbiler i nogle p-huse, fordi bilernes kraftige vægtstigning udgør en akut sikkerhedsudfordring.
Over de seneste syv år er gennemsnitsvægten på nye personbiler steget med næsten 300 kilo, oplyser Boosted.
Ældre bygninger giver problemer
Mange af de nuværende p-huse blev bygget for 35 til 40 år siden og var ikke designet med tanke på, at en moderne elbil i dag nemt kan veje mere end 2,7 tons uden passagerer eller bagage.
Sverige og Danmark har nogle af Europas tungeste bilparker, og i Uppsala har parkeringsselskabet Aimo Park allerede indført en maksimal akselbelastning på kun et ton for at beskytte bygningerne.
P-selskabet fremhæver, at brugernes sikkerhed har højeste prioritet.
“Vores ønske er naturligvis, at så mange mennesker som muligt skal kunne parkere, men sikkerheden kommer først,” fortæller Johanna Oskarsson til Boosted.
Store forstærkninger og risiko for brande
Flere andre store parkeringsselskaber som Parkering Malmö, Göteborgs Stadsparkering og Stockholms Parkering følger i øjeblikket udviklingen meget nøje.
Hvis bilernes vægt fortsætter med at stige, kan det blive nødvendigt med omfattende og dyre forstærkninger af bygningernes konstruktioner.
Samtidig er elbilernes fremmarch en bekymring for beredskabet, da eventuelle brande i elbilers batterier i lukkede p-huse og kældre kan være ekstremt vanskelige og tidskrævende at slukke.