Når man er vant til at køre på vejene herhjemme i Danmark, kan trafikskilte i udlandet nogle gange forvirre lidt.
Snart kan du på ferieturen sydpå støde på et nyt fartskilt med en grøn kant.
Men slap helt af – du behøver ikke smække foden på bremsen af den grund.
Rygterne om disse grønkantede fartskilte startede egentlig i Frankrig, hvor flere troede, at skiltene allerede var i brug.
Det viste sig dog at være falsk alarm.
I stedet skal du lidt længere sydpå for at opleve denne nye trafikale innovation.
Det skriver mediet Top Gear.
I Spanien er vejmyndighederne nemlig i gang med at overveje at indføre netop disse grønne fartskilte, ifølge lokale medier.
Det betyder skiltet
Men hvad betyder den grønne farve egentlig?
I modsætning til de røde runde skilte, vi kender herhjemme, som angiver obligatoriske hastighedsgrænser, så er et grønt kantet skilt kun en anbefaling.
Herhjemme har vi lignende skilte, men de er blå firkantede med hvide tal. Spanierne vælger altså at bryde traditionen, og det gør de af en særlig grund.
Ifølge den spanske trafikmyndighed Dirección General de Tráfico (DGT) er det grønne skilt nemlig nemmere at spotte, især ved regn eller tæt trafik.
Det betyder, at bilister hurtigere bliver klar over, at de nærmer sig en strækning med særlig risiko, eksempelvis en skarp kurve eller et vejafsnit med begrænset udsyn.
Selvom skiltet kun anbefaler en hastighed, skal man stadig tage advarslen seriøst. Når vejmyndighederne sætter et grønt fartskilt op, er det med god grund.
Det er altså ikke nødvendigt at hamre bremsen i bund, men at lette lidt på speederen kan være en glimrende idé.