Heldigvis er folk med forstand på bilsyn behjælpelige med gode råd til, hvordan man får bilen igennem uden problemer.
Applus Bilsyn har således samlet 5 enkle trin for at øge chancerne for at bestå synet i første forsøg.
Trin 1: Tjek dine lygter
Tænd alle bilens lygter og gå en tur rundt om bilen for at sikre, at de virker.
Husk også de små positionslys, nummerpladelys og blinklys. Du kan tænde alle blinklys samtidig ved at bruge katastrofeblinket.
Bed en ven om at træde på bremsen, så du kan kontrollere stoplygterne – husk også den midterste 3. stoplygte. Er du alene, kan du tjekke ved at køre tæt på en væg og se, om stoplygterne lyser op.
Nær- og fjernlys skal virke på begge sider, og lygternes højde skal være korrekt. Parkér foran en væg og check, at lydbilledet er ens på begge sider. Hvis det er skævt, kan forlygtepæren være monteret forkert, eller lygten er fejljusteret.
Tip: Sørg for, at forlygternes højdejustering står på “0” ved måling.
Trin 2: Tjek dit udsyn
Sørg for, at du har frit udsyn til alle spejle, og at de ikke er revnede. Forruden skal være uden stenslag i synsfeltet.
Kontrollér, at vinduesviskere og vaskere fungerer korrekt. Et defekt viskerblad kan give en anmærkning ved synet.
Trin 3: Tjek motoren
Åbn motorhjelmen og kig efter lækager fra motoren eller kølesystemet. En smule olie eller vand er normalt, men hvis det drypper på jorden, får du en anmærkning.
Kontrollér udstødningssystemet for utætheder. Hvis det larmer unormalt, kan det være et tegn på, at systemet er utæt og skal skiftes. Du kan ofte teste tætningen ved at dække udstødningen med en klud og lytte efter utætheder. Hvis det er tæt, skal du høre et “PUF”, når du fjerner kluden.
Trin 4: Tjek dine dæk
Kontroller, at dækkene har korrekt dæktryk. Find den anbefalede værdi på klistermærket i dørkarmen eller ved tankdækslet.
Dækkene skal være intakte, uden skader eller buler, og mønsteret skal være i god stand.
Slidindikatorerne i moderne dæk viser, når de når lovens minimum på 1,6 mm. Er mønsteret slidt ned til indikatoren, er dækket ulovligt.
Tip: Hvis dine dæk er retningsbestemte, skal “rotation”-pilen på dækkets side pege fremad mod bilens forende.
Trin 5: Kør en lang tur
Når du tænder bilen, skal alle advarselslamper slukke, når motoren starter. Hvis de ikke gør det, består bilen ikke.
Sørg for, at sikkerhedsselerne fungerer og låser korrekt.
Test bilens bremser på en øde vej uden trafik. Lav et par kraftige opbremsninger for at fjerne rust på bremseskiverne og afsløre eventuelle defekter.
Når du bremser, må pedal og rat ikke hoppe eller ryste. Hvis de gør, kan der være problemer med bremsesystemet. Hvis bilen trækker til siden, kan det være et tegn på et problem med hjulophæng eller bremserne.
Når du slipper rattet, skal bilen fortsætte ligeud. Hvis ikke, skal du få tjekket styringen og dækkene.
Tip: Sørg for, at motoren er driftsvarm, når du møder ind til syn.
Hvis bilen ikke består...
Består bilen ikke synet, skal du til et omsyn, der skal foretages indenfor 33 kalenderdage. Du skal selv sørge for at bestille en tid til omsynet.
“Skulle du være uheldig, at bilen ikke består synet første gang, så er det altså ikke jordens undergang. Du får en synsrapport med til din mekaniker, så han ved lige præcis, hvad han skal lave, for at din bil bliver sikker på vejene igen”, lyder det Applus+ Bilsyns tekniske chef, John Gantzhorn.