Første vejhjælpsabonnement særligt til elbiler lanceres i Danmark

Bil og motor

22/11/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Knap hver tiende bil i den samlede danske bilpark er i dag en elbil, og det nye abonnement er skræddersyet til ejere af en elbil, som fx hvis bilen løber tør for strøm eller har startproblemer.

Udviklingen og udbredelsen af elbiler i Danmark har taget fart de seneste år, drevet af både politiske initiativer og en stigende miljøbevidsthed blandt forbrugerne.

Elbilerne stod ifølge Danmarks Statistik for 36 procent af de nye biler i 2023 mod 21 procent i 2022, og udgør knap hver tiende bil i den samlede bilpark i 2024.

For at understøtte denne udvikling og gøre det bekvemt at køre elbil, så lancerer Falck nu Danmarks første vejhjælpsabonnement, der tager afsæt i el-bilejernes særlige behov og bekymringer.   

Ud over de almindelige vejhjælpsydelser som dækskifte og startproblemer, som også elbiler kan have, så knytter der sig usikkerheder i forhold til rækkevidde, når man overvejer at anskaffe sig en elbil. Bekymringen for at løbe tør for strøm midt i ingenting, langt væk fra en ladestation, er så udtalt at det ligefrem har fået sin egen betegnelse; Nemlig rækkeviddeangst.

Derfor differentierer abonnementet til elbilerne sig også ved, at det har inkluderet rækkeviddegaranti, så bilejerne kan være sikre på at få hurtig hjælp til at komme til opladning. Derudover får kunderne også vejhjælpsdækning døgnet rundt og hjælp til valgfrit værksted.

Vejhjælp til elbiler skal give en oplevelse af tryghed på vejene

Falcks nye vejhælpsabonnement til elbilsejere har både løsninger til private bilejere samt virksomheder, som i begge tilfælde har brug for en forsikring om at kunne få hurtig hjælp og kunne komme godt videre.

”Vi har en lang historik med at yde vejhjælp og tryghed til danske bilejere med vores vejhjælpsservices, så det er meget tilfredsstillende, at vi nu er de første i markedet med en service, der understøtter omstillingen til el-biler og tilgodeser elbilsejere, som er en lidt anden vejhjælpskunde end dem, vi har set tidligere”, siger Anders Boesgaard, Chef for Falcks Assistanceforretning.

Se mere på Falcks hjemmeside: Elbil