Efterårscamping: Hold øje med campingvognens særlige obs-punkt

Bil og motor

23/09/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

De danske og udenlandske campingpladser tilbyder et væld af aktiviteter for hele familien, lige fra snobrødsbagning over stenmaling og græskarudskæring til minigolf.

Mange campingpladser holder åbent i efterårsferien og tilbyder aktiviteter til børn og familier. Titusinder af danske familier drager derfor på bilferie i Danmark og i landene omkring os for at nyde efterårets forandring af naturens og landskabernes farveskifte.

I den forbindelse giver Dansk Camping Union gode råd til en trafiksikker efterårsferie.

"Et vogntog med bil og campingvogn er både langt og tungt. Det kræver godt vejgreb, især hvis det regner, og man oplever vand på kørebanen. Derfor anbefaler vi kraftigt, at man køber kvalitetsdæk fra anerkendte mærker til både bilen og campingvognen. Det er et farligt og meget dårligt sted at spare på familiens sikkerhed," understreger Torben Brandt, der er redaktør for bladet Camping-fritid, som udgives af Dansk Camping Union.

Tjek mindstedybde og dæktryk

Hos Continental-koncernen, som leverer dæk omtrent til hver tredje bil, der forlader de europæiske bilfabrikker, bakker de op om Dansk Camping Unions anbefalinger.

"Først og fremmest gælder det om at have de rigtige dæk på trækbilen eller autocamperen, hvis man kører i sådan én. Sommerdæk er bedst om sommeren, mens vinterdæk er bedst om vinteren. Med efterårsferien midt i oktober er vi på vej mod de koldere måneder. Vi anbefaler generelt vinterdæk, når vejtemperaturen kommer under syv grader. Er man i tvivl, så spørg den lokale dæk-forhandler," lyder opfordringen fra adm. direktør Georg Nielsen hos Continental Dæk Danmark A/S.

"Uanset, hvilken dæktype, man kører på, skal der være fornuftig mønsterdybde. Selvom lovkravet til mønsterdybde er minimum 1,6 mm, er det et faktum, at jo større mønsterdybde, desto bedre dræner dækket vandet fra kørebanen. Herudover skal dæktrykket være i overensstemmelse med bilproducentens anbefalinger. Og bemærk, at kravene til dæktryk ændrer sig, når man spænder en campingvogn bag på," understreger Georg Nielsen.

Typisk kan man finde en vejledning om korrekt dæktryk i bilens manual, på benzindækslet eller på indersiden af førerdøren, ligesom man bør tjekke producentens anbefalinger til campingvognen.

Campingvognen har særligt obs-punkt

Når det kommer til campingvognens dæk, er anbefalingerne fra Continental stort set de samme som til bilen. Men da campingvognen i sagens natur ikke kører så meget som hverdagsbilen, er der en faktor, som mange overser.

"Man skal holde øje med, at dækkene på en campingvogn ikke står og mørner. Selv om slidbanen og dæktrykket er i orden, kan det føre til ulykker, hvis et gammelt dæk eksploderer eller går i stykker, når man først kører af sted. Spørg den lokale dækforhandler, hvis man er i tvivl om dækkets kvalitet og performance," lyder rådet fra Georg Nielsen.

Hos Dansk Camping Union anbefaler teknisk rådgiver Stefan Rosendahl, at campingvognen får skiftet dæk mindst hvert femte år.

Tjekliste for en sikker ferie med campingvognen

  • Læs campingvognen med omtanke, og kør aldrig med overlæs.

  • Placer bagagen så lavt som muligt – og det tunge forrest.

  • Sørg for et positivt kugletryk på mellem 50 og 75 kg, når campingvognen er læsset.

  • Undgå for høj fart og pas på kantsten.

  • Tjek støddæmperne. Vipper man kraftigt med campingvognen, skal den stå stille efter maks. tre eftervip.

  • Vær opmærksom på, at dækket ikke er for gammelt, så det mørner, krakelerer eller bliver skævt. Afskærm dækkene ved opstaldning for at undgå mørning.

  • På ydersiden af dækket er angivet, hvornår dækket er produceret med det såkaldte DOT-mærke. Mærket består af 4 cifre, hvor de 2 første angiver ugenummer og de to sidste årstal. Eksempel: 3620 betyder, at dækket er fremstillet i uge 36 år 2020.

  • Campingvognen må ikke stå med halvflade dæk, når den ikke bliver brugt - og man må heller ikke køre korte strækninger med den på halvflade dæk.

  • Tjek mønsterdybden på både bil og campingvogn.

  • Læs mere om regler og anbefalinger i ind- og udland på Rådet for Større Dæksikkerheds hjemmeside.

  • Spørg din lokale dækforhandler til råds, om det er tid til at skifte dine dæk, og hvilket dækvalg, der vil være optimalt for netop dig. Husk både bilens og campingvognens dæk.

  • Husk også at tjekke bilens dæk, når du tjekker campingvognens, inden ferieturen påbegyndes.

Kilde: Dansk Camping Union og Continental Dæk Danmark A/S