Dæktælling 2025: Er du klar til de kommende lovkrav?

Bil og motor

30/01/2025

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Dæktællingen fandt sted i uge 4 i hele landet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den årlige dæktælling i uge 4, som foretages på offentlige parkeringspladser landet over viser, at den langt overvejende del af bilisterne i personbiler ikke behøver at frygte et kommende nyt lovkrav, hvor bilen skal have egnede dæk til føret i vintervejr.

Men der er også en kedelig udvikling med bilister på sommerdæk, som igen udgør flere end 300.000 biler.

Rådet for Større Dæksikkerhed, repræsentanter fra Dækimportørforeningen og FDM har vanen tro kontrolleret dæk på parkerede personbiler på en række offentlige parkeringspladser rundt om i Danmark.

Som tidligere år viser det landsdækkende resultat, at der heldigvis er flest biler på vinterdæk, fulgt af næstflest på helårsdæk, men stadig en forholdsvis stor del på sommerdæk.

Mild vinter kan spille ind

”Andel af biler på helårsdæk er igen steget, hvilket måske skyldes, at de seneste vintre har været til den milde side. Der har dog i perioder været undtagelser, hvor vejret til gengæld kortvarigt har udfordret såvel bilisterne og vejberedskabet, og sat det hele i stå. Her havde rigtige vinterdæk været en bedre løsning. Helårsdæk kan for mange være en acceptabel løsning, men man må være indstillet på at skulle tage særlige transportmæssige forholdsregler i de dage, hvor vinteren viser sig fra den hårde side,” siger Volker Nitz, Rådet for Større Dæksikkerhed.

Trods alt bedre end sommerdæk

Helårsdæk kan for nogle bilisters og biltypers vedkommende være en mulig vej, og er fremfor alt absolut at foretrække fremfor sommerdæk i vinterføre. Volker Nitz anbefaler dog fortsat, at bruge rigtige vinterdæk, hvis man skal være sikker på at kunne køre hver dag i vinterføre. Særligt på de tunge personbiler – og elbiler med kraftigt moment, bør man ikke gå på kompromis. ”Uanset hvor meget bedre helårsdæk af god kvalitet efterhånden er blevet, så er denne dæktype fortsat et kompromis – og alt i alt er det rigtige dækvalg et spørgsmål om egen og andres sikkerhed”, siger Volker Nitz.

Stadig flest vinterdæk i Vestdanmark

Andelen af biler på vinterdæk er fortsat størst i det jyske, og her er andelen af biler på helårsdæk også kun gået frem med et enkelt procentpoint i forhold til 2024.

Derimod er andelen af biler på vinterdæk i øst gået tilbage med 6 procentpoint, på bekostning af 4 procentpoint flere på helårsdæk, men endnu værre også 2 procentpoint flere på sommerdæk end i 2024.

Samlet set er andelen af personbiler på sommerdæk 316.000, hvilket igen i år er en stigning i forhold til 2023, som satte bundrekord med 281.000 biler.

”Det er naturligvis uheldigt, at det går den vej, og selvom vintrene generelt er mildere, så er vinterdæk fortsat det bedste valg. De er nemlig ikke kun det sikreste valg på sne og is, men også på kolde og våde veje, som det trods alt stort set er dagligt i vinterhalvåret”, slutter Volker Nitz.

Fakta om dæktællingen i januar 2025 (tallene er afrundet)

Personbiler med vinterdæk: Øst 68 % - Vest 78 % - Hele landet 72 % = ca. 2.063.000 biler.

Personbiler med helårsdæk: Øst 19 % - Vest 14 % - Hele landet 17 % = ca. 488.000 biler.

Personbiler med sommerdæk: Øst 13 % - Vest 8 % - Hele landet 11 % = ca. 316.000 biler.