Ændrer sig med alderen: Her er de fejl, der oftest dumper bilen til syn

Bil og motor

16/01/2024

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der er heldigvis meget, du selv kan gøre for at undgå omsyn!

Biler på 12 år har hele otte gange større risiko end biler på fire år for at skulle gennemgå et ekstra bilsyn.

Det viser en ny rapport gennemført af Applus+ Bilsyn, som har set på skadesfrekvensen blandt personbiler på henholdsvis fire, otte og 12 år.

Tallene, der beror på 115.000 bilinspektioner, viser et klart mønster:

Jo ældre bilen er, desto hyppigere og mere alvorlige fejl titter frem ved det obligatoriske bilsyn.

"Vores data viser klart, at ejere af otte år gamle biler står over for tre gange så mange fejl som dem med fire år gamle biler. Når vi når til 12 år, er fejlraten næsten otte gange højere sammenlignet med fireårige køretøjer. Dette er en tydelig indikation på, at det kan være en udfordrende opgave for bilejere at bevare bilens tilstand," forklarer Applus+ Bilsyns tekniske chef, John Gantzhorn.

Disse ting skal du være opmærksom på

Alt efter, hvor gammel din bil er, er der forskellige ting, der er de primære fokuspunkter, lyder det fra John Gantzhorn

For biler, der er fire år gamle, er det for eksempel bremseudstyr og hjul.

Fordobler man alderen, så man har en otte år gammel bil, bør man i stedet have særlig opmærksomhed på dæk og bilens belysning.

Og hvis man endelig har en 12 år gammel bil, vil man opleve stigende udfordringer med ting som belysning og affjedringssystemer, herunder fjedre og stabilisatorer. Det er særlig her, man skal lægge sit fokus under den forberedende vedligeholdelse før næste syn.

"Et af de vigtigste råd er at passe bilens serviceaftaler, så en mekaniker kontrollerer bilens tilstand på det anbefalede antal kørte kilometer. Her skal fejl eller skader repareres," lyder rådet fra John Gantzhorn.

Ifølge den tekniske chef bør man heller aldrig være for fin til at trække i gør det selv-tøjet.

Sørg for at bilen holder sig tør hen over vinteren, da det reducerer risikoen for rust. Tjek løbende op på olie og væsker, så bilen fastholder sit funktionsniveau og tag gerne en ekstra tur forbi bilsynshallen eller den lokale mekaniker, hvis bilen får mislyde som for eksempel hvinende bremser, ratslør eller rysten i motoren.