Du er på vej på arbejde og skynder dig hen til din bil. Du sætter dig ind og drejer nøglen. Men der sker ingenting. Din bil nægter at starte. Det er hundekoldt, og nu begynder det at sne.
DMI varsler koldere luft over Danmark fra næste uge - og med det følger risiko for snevejr og isglatte veje. Så hvis ikke du har gjort din bil klar til frostgrader, sne og slud, er det nu, du skal spørge dig selv: Er min bil vinterklar?
Ifølge Daniel Selde, der er forsikringsekspert hos Samlino.dk, er vintervejret ikke kun en udfordring for sikkerheden. Det kan også blive et problem for din økonomi.
"Vinterdæk, frostsikret sprinklervæske og et sundt batteri er små investeringer, der kan spare dig for store udgifter - og selvfølgelig nedbringe risikoen for uheld. Det er lidt mere besværligt end i løbet af sommeren, men det kan gøre en verden til forskel," siger han.
Her er de vigtigste råd til at sikre dig selv og dine medtrafikanter på glatte veje
Tjek dine dæk
Det første, der er værd at tjekke, er det på bilen, der har kontakt til is og sne, nemlig dækkene. De skal have tilstrækkeligt dækmønster, så de ikke lige så let skrider eller glider.
Det anbefales, at der er mindst tre millimeter, når du skal køre i vintervejr. Undersøgelser viser, at mellem 80 og 90 procent af danskerne skifter til vinterdæk.
Det er en rigtig god idé, da det reducerer bremselængden betydeligt og mindsker risikoen for, at du bliver involveret i et uheld.
Tjek dine vinduesviskere og sprinklervæske
Hvis ikke du kan få sne, hagl eller slud væk fra forruden, kan sigtbarheden blive sænket markant.
Tjek dine vinduesviskere, og udskift dem, hvis de ikke renser ruden ordentligt.
Fyld frostsikker sprinklervæske på, så du kan fjerne snavs og salt fra ruderne, selv i minusgrader.
Tjek olieniveauet
Et lavt olieniveau kan skade din bils ydeevne, især i frostvejr.
Sørg for, at din bils motor er smurt korrekt, så den kan klare de lave temperaturer.
Undgå batteribøvl
Et fladt batteri er en af de hyppigste årsager til, at bilen ikke starter om vinteren, da dets ydeene falder betydeligt i frostvejr.
Er dit batteri mere end tre år gammelt, bør du få det testet.
Fjern is og sne
Inden du kører, er det en god idé at fjerne al is og sne fra bilen. Spejle, lygter og nummerplade bør være synlige.
Ifølge færdselsloven må der ikke falde ting af bilen, der kan skade eller være til ulempe for andre.
Brug ikke kogende vand
Nogle bliver fristet af at hælde kogende vand på forruden. Men det skal man ikke gøre, da det kan få glasset til at revne.
Det er altså den slagne vej med skraberen, selv om det kan være træls at stå midt i snevejret og skrabe løs.
Hav mad og vand i bilen
Er uheldet ude, er det en god idé at have nogle nødforsyninger i form af lidt vand og snacks i bilen.
Et eller flere tæpper kan hjælpe dig og dine medpassagerer med at holde varmen, hvis bilen er gået i stå.
En foldbar skovl og en lommelygte er også godt at have i baghånden.
Planlæg din rute
Inden du kører ud i vinterlandet, er det en god idé at planlægge din rute og tjekke vejrudsigten.
Små veje vil som regel ikke blive ryddet lige så ofte som større veje, og det kan derfor være en fordel at tage dem, selvom der måske også kan være mere trafik.
Tjek dine forsikringer
Endelig er det værd at undersøge, om du har vejhjælp inkluderet i din bilforsikring. Det kan du gøre ved at tjekke din forsikringspolice.
Desuden kan det være en fordel at undersøge, om du har den bedste løsning, eller om der findes et tilbud på markedet, der passer dig bedre.
Kør forsigtigt
Når du kommer ud i trafikken, er det værd at huske, at det er sværere at bremse og stoppe end normalt. Og selvom det måske tager fem minutter længere at komme frem, er det bedre end at være indblandet i et uheld.
Vintervejret er en udfordring, men med de rette forberedelser kan du køre sikkert og undgå unødvendige problemer.
Husk, at det ikke kun handler om din egen sikkerhed, men også om at passe på dine medtrafikanter. Så tjek din bil i dag, og vær klar, når vintervejret sætter ind.