1. juli træder ny kørekortregel i kraft: Gælder ikke alle bilister

Bil og motor

18/06/2025

Foto: Shutterstock

Skrevet af Kamille Isaksen

Den nye kørekortregel gælder fra 1. juli.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Som bilist i Danmark er der meget at holde styr på – ikke kun i trafikken, men også når det gælder nye regler og ændringer i lovgivningen.

Det stiller krav om løbende opmærksomhed, for det er vigtigt at være opdateret, hvis man vil undgå ubehagelige overraskelser.

Lige nu befinder vi os i netop sådan en situation.

Det oplyser Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.

Gælder fra 1. juli

En ny og lavere promillegrænse på 0,2 for nye bilister træder i kraft 1. juli 2025. Den nye grænse gælder for alle nye bilister med kategori B kørekort i de første tre år.

Den nye promillegrænse gælder også for nye bilister, der har erhvervet kørekort før lovens ikrafttræden 1. juli.

"Når man er ny bilist, er der mange ting at forholde sig til og lære. Fra den 1. juli strammer vi promille-reglerne for førstegangserhververe til bil, således at én genstand er én for meget. Derved er der en ting mindre at forholde sig til som ny bilist. Nultolerancen gælder de første tre år efter erhvervelsen af kørekortet uanset alder," siger Transportminister Thomas Danielsen.

De nye regler betyder altså, at man ikke kan drikke alkohol og køre bil bagefter. Man skal som ny bilist derfor sige nej tak til alkohol, hvis man skal køre bil:

"Alkohol og trafik er en farlig cocktail – ikke mindst når man er ny i trafikken og mangler erfaring og rutine. Desværre kan vi se, at flere unge end tidligere kører bil med for meget alkohol i blodet. Derfor er det også positivt, at nye bilister nu praktisk talt møder nultolerance ift. alkohol. Det kan være med til at forebygge ulykker og sikre, at man som ny bilist tidligt får gode trafikvaner i forhold til alkohol," siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Rådet for Sikker Trafik er nu ude med en kampagne, der skal informere om de nye regler.

Nye regler: 0,2 promille for nye bilister

  • Gælder for kategori B kørekort (fx person- og varebil) fra 1. juli 2025 i de første tre år efter førstegangserhvervelse af kørekort.

  • Promillegrænsen på 0,2 gælder også for bilister, som har taget kørekort før 1. juli 2025, og som endnu ikke har haft kørekort i tre år.

  • Promillegrænsen gælder for forseelser foretaget fra 1. juli 2025 eller senere.

  • Bliver en ny bilist sigtet for at køre med en promille på over 0,2 udløser det kørselsforbud og en bøde.