Hele 40 procent af danskerne har fået lækket sit password.
Fire ud af ti danskere har i løbet af de seneste tre år fået besked om, at en eller flere af deres adgangskoder har været involveret i et datalæk.
Det fremgår af en ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Gjensidige og Sparekassen Kronjylland.
“Hver dag forsøger cyberkriminelle at få adgang til danskernes digitale oplysninger. Adgangskoder er ofte det første værn, men genbruger man den samme adgangskode flere steder, kan oplysninger fra ét datalæk give adgang til flere af ens digitale tjenester”, advarer Jan Mågård, der er fagchef for Selvbetjening i Sparekassen Kronjylland.
Det skal du gøre
Men hvad bør man egentlig gøre, hvis ens adgangskode bliver involveret i et datalæk?
“Der er ingen grund til at gå i panik, hvis du får besked om, at din adgangskode er involveret i et læk”, fortæller fagchefen fra Sparekassen Kronjylland og fortsætter:
“Det er ikke sikkert, at de it-kriminelle vil forsøge at bruge din adgangskode. Men ved et læk kan de potentielt have fået adgang til den. Derfor er det vigtigt, at du hurtigt ændrer adgangskoden de steder, hvor du bruger den”, forklarer han.
Jan Mågård fortæller desuden, at man som regel bliver informeret om et datalæk gennem computerens browser, sin enhed eller den tjeneste, der er berørt.
I den forbindelse er det vigtigt at huske, at man ikke bør klikke på et link for at foretage ændringer. I stedet skal man ganske enkelt gå ind på hovedsiden for den tjeneste, hvor man bruger adgangskoden, logge ind og ændre den.
Hos Gjensidige giver det anledning til bekymring, at så mange danskere har oplevet, at deres adgangskoder har været involveret i et læk:
“Det er et overraskende højt antal danskere, der har oplevet, at deres password har været lækket. Hvis man er uheldig, kan et datalæk, der omfatter adgangskoden til ens mail eller lignende, fx føre til identitetstyveri. Mange er dog forsikret mod identitetstyveri og kan derfor få hjælp til at håndtere situationen, hvis de bliver udsat for det. Men det kan stadig være en meget ubehagelig oplevelse”, siger Lene Rasmussen, der er skadesdirektør i Gjensidige.
“Resultatet af undersøgelsen understreger behovet for, at man bruger stærke, unikke adgangskoder, og at man ikke bruger de samme koder på tværs af arbejde og privatliv og af forskellige tjenester”, lyder opfordringen fra Lene Rasmussen.
Det kan du selv gøre
- Genbrug ikke din kode: Brug din adgangskode ét enkelt sted og undgå at anvende den på tværs af forskellige tjenester.
- Hav en lang kode: Vælg en lang adgangskode, der indeholder både bogstaver og tegn. Jo længere adgangskoden er, desto mere sikker er den.
- Reagér på læk: Hvis du får besked om et læk, skal du straks ændre adgangskoden alle de steder, hvor du har brugt den. Undlad at klikke på direkte links i advarselsmails og lignende. Gå i stedet ind via tjenestens officielle hjemmeside eller app, når du skal ændre din adgangskode.