Forside Sundhed Novo åbner ny dør for Wegovy: Denne gruppe kan blive...

Novo åbner ny dør for Wegovy: Denne gruppe kan blive den næste

Wegovy, vægttabsmedicin, weight-loss, medicine, Ozempic, Novo Nordisk
Foto: KK Stock / Shutterstock.com

Novo har gjort et opsigtsvækkende resultat med Wegovy

En familie med et barn, der kæmper med alvorlig overvægt, kan i fremtiden få adgang til en behandlingsmulighed, som i dag kun er tilgængelig for ældre børn.

Novo, der indtil for nyligt har heddet Novo Nordisk, har offentliggjort nye resultater fra et forsøg med vægttabsmedicinen Wegovy. Denne gang er deltagerne helt ned til 6 år gamle.

Resultaterne viser ifølge medicinalvirksomheden en markant effekt, men der er fortsat et stykke vej, før behandlingen eventuelt kan blive en mulighed for yngre børn i Danmark.

Det skriver TV Midtvest.

40 procent kom under vigtig grænse

165 børn i alderen 6 til 12 år deltog i fase 3-forsøget Step Young. Langt størstedelen havde svær fedme, da forsøget begyndte.

En gruppe fik semaglutid, som er det aktive stof i Wegovy, mens en anden gruppe fik placebo. Samtidig gennemførte alle børn livsstilsændringer med blandt andet færre kalorier og mere fysisk aktivitet i løbet af de 68 uger.

Ved forsøgets afslutning kunne 40,4 procent af børnene, som havde fået semaglutid, ikke længere klassificeres som havende fedme. I placebogruppen var tallet 0 procent.

Resultaterne er dog endnu ikke blevet offentliggjort i et fagfællebedømt videnskabeligt tidsskrift.

Vil kun være relevant for en begrænset gruppe

I Danmark kan Wegovy i dag udskrives til børn fra 12-årsalderen. En mulig godkendelse kan derfor sænke aldersgrænsen markant.

Men medicinen bør ikke automatisk være løsningen for alle børn med svær overvægt, vurderer professor Jens Meldgaard Bruun, lægefaglig leder af Nationalt Center for Overvægt.

“Jeg er sikker på, at det vil være en meget begrænset gruppe, hvor man vil overveje den her behandling. Det vil være børn, hvor man har prøvet livsstilsændringer og lignende, og hvor der er forstadier til diabetes eller andre betydelige sygdomme,” siger Jens Meldgaard Bruun til TV 2.

Professoren vurderer desuden, at behandlingen bør håndteres af speciallæger i børnesygdomme og ikke af almen praksis eller private klinikker.

De samlede resultater fra forsøget bliver fremlagt i Washington D.C. i november.

Ads by MGDK