Flere kunder undrer sig over nye elregninger
Elmarkedet har i de seneste år været ramt af store prisudsving, skiftende elselskaber og en række klager fra forbrugere, som har haft svært ved at gennemskue deres aftaler.
For mange danskere er elregningen blevet en udgift, de holder ekstra øje med, og nu er der kommet endnu en sag, som skaber bekymring blandt tidligere kunder hos de konkursramte selskaber Velkommen og Nettopower.
Flere forbrugere oplyser nemlig, at de har fået regninger fra Energidrift A/S, selv om de ikke mener, at de er kunder hos selskabet.
Det skriver Ekstra Bladet.
Mystiske regninger dukker op
Ifølge brancheorganisationen Green Power Denmark har flere medlemmer fået henvendelser fra kunder, der undrer sig over regninger fra Energidrift.
I mange tilfælde handler regningerne ikke om strømforbrug, men om en såkaldt sikkerhedspakke.
Efter konkurserne i Velkommen og Nettopower blev tusindvis af kundeaftaler flyttet til Energidrift. Nogle kunder valgte dog efterfølgende en anden elleverandør.
Det er blandt andet disse forbrugere, der nu ifølge Green Power Denmark oplever, at de alligevel modtager regninger fra Energidrift.
“Jeg opfordrer alle de tidligere kunder i Velkommen og Nettopower til at være opmærksomme på regninger fra Energidrift. Som udgangspunkt vil elkunder kun modtage regninger fra én el-leverandør siger Thomas Aarestrup Jepsen og fortsætter:
“Hvis man har valgt en anden leverandør end Energidrift, men stadig får en regning fra dem, anbefaler jeg, at man som minimum kontrollerer sine regninger en ekstra gang og eventuelt beder selskabet dokumentere kundeforholdet, siger Thomas Aarestrup Jepsen.”
Vil have skærpede regler
Det er endnu ikke fastslået, hvorfor alle de nævnte regninger er blevet sendt ud, men meget tyder på, at nogle af dem kan være relateret til en sikkerhedspakke fra tidligere kundeforhold.
Sagen kommer efter et kaotisk forløb, hvor omkring 52.400 kundeaftaler blev påvirket af konkurserne, mens store millionbeløb stadig er bundet i sagen.
Green Power Denmark mener nu, at reglerne bør strammes yderligere.
Organisationen foreslår blandt andet, at elselskaber skal stille betydeligt større sikkerhed, før de får mulighed for at sælge strøm til private kunder.
Samtidig opfordres forbrugerne til at gennemgå deres regninger nøje og reagere, hvis noget ikke stemmer.
Elkunder advares: Får du denne regning, bør du reagere med det samme