Danskerne er rigtig glade for elbiler, hvilket har medført, at de køber dem som aldrig før.
I juli blev der sendt hele 14.562 nye personbiler ud på de danske veje.
Det er en stigning på 5,5 procent sammenlignet med juli sidste år, hvor antallet var på 13.806 biler.
Det betyder, at der indtil videre i år er blevet registreret 115.580 nye biler, hvilket er en fremgang på 11,9 procent i forhold til samme periode året før.
Af de nye biler, der blev indregistreret i juli, var hele 11.672 elbiler. Det svarer til 80,2 procent af alle nyregistreringer og er 25,8 procent flere end i juli 2025, hvor 9.282 elbiler blev registreret.
Blandt private er tallet dog endnu højere, da andelen her var helt oppe på 97 procent.
Branchen jubler
“Elbilen er blevet det oplagte valg for næsten alle danskere, når de køber ny bil. Når 97 procent af de nye biler til private er elbiler, viser det, hvor langt den grønne omstilling på bilmarkedet er nået,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark, i en pressemeddelelse.
“Det er blevet muligt, fordi den lavere registreringsafgift har gjort elbilen til et økonomisk attraktivt valg, og det hjælper samtidig Danmark med at nå sine klimamål.”
Brancheorganisationen forventer, at der allerede i 2027 vil køre en million elbiler rundt på de danske veje.
Det svarer cirka til, at hver tredje personbil vil være en elbil, og det bliver samtidig set som et vigtigt skridt mod at nå de danske klimamål.
Afgift kan ændre udviklingen
Registreringsafgiften på elbiler skal dog efter planen begynde at blive indfaset fra nytår.
Det vil med tiden gøre mange af de mest populære modeller væsentligt dyrere, hvilket naturligvis kan ende med at bremse den udvikling, vi ser lige nu.
Efter sommerferien bliver bilafgifterne et af de store temaer i Folketinget – blandt andet fordi en ekspertgruppe skal komme med et forslag om at fjerne elbilafgiften.