Disse piller kan være en gamechanger
Flere og flere danskere kæmper med overvægt, hvilket øger risikoen for en række alvorlige sygdomme.
Derfor arbejder forskere verden over løbende på at finde nye metoder til at forebygge blandt andet hjerte-kar-sygdomme, som stadig er blandt de største årsager til dødsfald.
Nu viser et nyt internationalt studie, at kendt medicin muligvis har haft en langt større indflydelse på overvægtiges helbred, end man tidligere har været klar over.
Forskningen er udgivet i det anerkendte tidsskrift The Lancet og viser, at overvægtige personer over 40 år gennem de seneste 30 år har oplevet en markant forbedring af deres hjerte-kar-helbred.
Risikoen er blevet væsentligt lavere
Forskerne mener, at udviklingen især hænger sammen med den øgede anvendelse af kolesterolsænkende og blodtrykssænkende medicin i de mere velstående lande.
Ifølge undersøgelsen tyder det på, at medicinen har mindsket risikoen for hjerte-kar-sygdomme så meget, at overvægtige personer over 40 år i dag har næsten samme risikoniveau som personer med normal vægt.
Det er en stor ændring sammenlignet med tidligere, hvor overvægt i langt højere grad var forbundet med alvorlige problemer med hjerte og kredsløb.
Forskerne fremhæver dog, at medicin ikke kan gøre det alene. En sund livsstil med fysisk aktivitet, en varieret kost og rygestop spiller stadig en vigtig rolle i forebyggelsen.
Yngre personer skiller sig ud
Studiet viser samtidig, at der stadig er en gruppe, som har en forhøjet risiko.
Personer under 40 år med overvægt får nemlig langt sjældnere behandling med blodtrykssænkende og kolesterolsænkende medicin, og derfor er deres risiko for hjerte-kar-sygdom fortsat højere end hos jævnaldrende med et normalt BMI.
“Selvom det er positive nyheder for ældre voksne med fedme, viser vores resultater, at risikoen for hjerte-kar-sygdomme stadig er højere for voksne under 40 år end for personer på samme alder med et normalt BMI,” siger forskningsassistent Ysé d’Ailhaud de Brisis fra Imperial College i London.
På baggrund af resultaterne anbefaler forskeren, at man ud over ændringer i livsstilen i nogle tilfælde også bør overveje tidligere behandling med kolesterol- og blodtrykssænkende medicin til yngre personer med overvægt.