Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis du tager det med hjem fra ferien.
Sommeren nærmer sig, og med udsigten til udlandsrejser og gode sommertilbud online følger også en risiko for at komme i konflikt med lovgivningen.
Hvis du planlægger at tage e-cigaretprodukter med hjem som souvenirs eller bestille dem via nettet, er det derfor vigtigt at være ekstra opmærksom.
Særligt engangs-e-cigaretter, også kendt som puff bars, er et område, hvor mange forbrugere ender i problemer.
Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
“Puff bars er et fokusområde for os og politiet, og det er bekymrende, at de på den ene eller anden måde fortsat forsøges indført til Danmark. Det er blandt andet vores opgave, at puff bars ikke kommer i hænderne på børn og unge, og derfor bliver vi ved med at kontrollere,” siger kontroldirektør i Toldstyrelsen, Jeppe Kjærgaard.
Forbudt i Danmark
Siden sidste sommer har der været et forbud mod både indførsel og besiddelse af visse nikotinprodukter i Danmark.
Som forbruger i Danmark må man kun have op til ti enheder af engangs-e-cigaretter med nikotin og med smag af andet end mentol og tobak. Det gælder kun, hvis produkterne er til eget forbrug.
Derudover er det også ulovligt at bestille produkterne hjem fra udlandet via nettet, selv hvis der er tale om ti enheder eller færre og kun til privat brug.
Det skyldes, at man ikke er fysisk i besiddelse af produkterne, når de krydser grænsen til Danmark.
“Det er desværre alt for ofte, at forbrugere bestiller ulovlige nikotinprodukter hjem fra nettet. Men reglerne er klare: Du må ikke bestille puff bars og lignende produkter hjem, hvis de indeholder ulovlige mængder nikotin eller har smag af for eksempel frugt eller slik,” siger Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Ved overtrædelse af reglerne om ulovlige e-cigaretprodukter vil man som udgangspunkt blive meldt til politiet, som kan udstede en bøde.
Styrelserne understreger, at det ikke er nok at være i god tro – forbrugerne har selv ansvaret for at sætte sig grundigt ind i reglerne, inden man pakker kufferten eller klikker “køb” på en webshop.