Forside Generelle nyheder Nyt kæmpestudie viser stor forskel: Mænd har markant højere risiko...

Nyt kæmpestudie viser stor forskel: Mænd har markant højere risiko for kræft end kvinder

Nyt kæmpestudie viser stor forskel: Mænd har markant højere risiko for kræft end kvinder
Foto: Kræftens Bekæmpelse.

Mænd har markant højere risiko for kræft end kvinder.

Sygdom og død rammer ikke alle lige hårdt, og nu peger et omfattende dansk studie på en tydelig forskel mellem mænd og kvinder, når det handler om kræft.

Særligt én gruppe mænd ser ud til at være langt dårligere stillet i mødet med sygdommen, og hos Kræftens Bekæmpelse vækker resultaterne stor bekymring.

Den nye undersøgelse bygger på data fra mere end 7,4 millioner mænd og kvinder samt 35 kræftformer, som kan ramme begge køn.

Resultaterne viser, at mænd har en højere risiko for at få kræft ved 24 af sygdommene.

Samtidig er risikoen for at udvikle kræft 52 procent højere blandt mænd end kvinder, mens mænd også har større sandsynlighed for at dø af sygdommen.

“Det er en markant kønsulighed i kræft,” siger Fie Stegenborg, ph.d.-studerende ved Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning i en pressemeddelelse.

Kræver politisk handling

Studiet peger især på sociale forhold som en væsentlig forklaring. Mænd, der bor alene, har markant dårligere overlevelseschancer end mænd med en partner, og forskellen er større end hos kvinder i samme situation.

Samtidig har mange mænd andre sygdomme med sig, når kræftdiagnosen stilles, hvilket yderligere forværrer prognosen.

Hos Kræftens Bekæmpelse mener man, at udviklingen kræver politisk handling. Organisationen peger på behovet for mere målrettede indsatser over for socialt udsatte mænd, som ofte ikke opsøger sundhedsvæsenet i tide.

“Det er dybt bekymrende, at socialt udsatte mænd har så meget dårligere prognoser, når det gælder kræft,” siger administrerende direktør Jesper Fisker.

Han fremhæver samtidig, at almen praksis bør spille en langt større rolle i at opdage sygdom tidligere blandt personer, der ellers sjældent søger hjælp.

Undersøgelsen er den første danske kortlægning af kønsforskelle i kræft samt sociale forholds betydning for overlevelse og sygdomsforløb.

Ads by MGDK