Den kan se nok så uskyldig ud, men lad dig ikke narre
Snegle i haven er sjældent noget, man ser frem til. Alligevel er der nogle snegle, vi har mere forståelse for end andre – men den tolerance kan blive farlig for dine planter.
En snegl med hus, der minder om en klassisk vinbjergsnegl, kan udgøre en langt større trussel mod dine planter, end mange haveejere regner med.
Den plettede voldsnegl er nemlig blevet mere almindelig i danske haver, og eksperter advarer om, at den kan være mindst lige så skadelig som den berygtede dræbersnegl.
Det fortæller TV2.
Forveksles med en “venlig” snegl
Problemet opstår ofte på grund af en misforståelse. Mange haveejere tror, de har med en fredelig vinbjergsnegl at gøre, men i virkeligheden drejer det sig om en invasiv art med en enorm appetit.
Den plettede voldsnegl æder næsten alt, hvad den kan komme i nærheden af. Planter, grøntsager, frugt og blomster bliver hurtigt et tag-selv-bord.
“Voldsneglen er lige så slem som dræbersneglen, så den bør du absolut også fjerne,” fortæller Hans Erik Svart, ekspert i invasive arter.
Formerer sig hurtigt og overlever længe
Mens dræbersneglen typisk kun lever én sæson, kan voldsneglen overleve i flere år. Samtidig lægger den op til 80 æg ad gangen, hvilket hurtigt kan føre til en massiv bestand i haven.
Den er også mere robust. Med sit sneglehus kan den bedre modstå både varme og tørke, hvilket gør den sværere at bekæmpe.
Desuden mangler den naturlige fjender i Danmark, hvilket giver den frit spil til at sprede sig.
Hvis sneglene først har fundet vej til haven, er det vigtigt at handle hurtigt. Eksperter anbefaler enten at knuse sneglens hus eller samle dem ind og aflve dem.
Forebyggelse spiller også en vigtig rolle. Snegle trives i fugtige og mørke områder, så det kan hjælpe at holde haven ryddelig og tør.
Ignoreres problemet, kan konsekvensen blive tydelig på få uger: flere snegle og færre planter.