Den nye løsning giver mere frihed – og stadig adgang fordelene.
Lige nu læser andre
Markedet for hjemmeladning af elbiler er i hastig forandring, ikke mindst efter meldingen om farvel til elafgift og refusion.
Det har fået flere selskaber til at gentænke deres tilbud – og nu går energiselskabet OK forrest med en ny løsning, der giver elbilister mere frihed. Som det første ladeselskab tilbyder OK nu en ladeboks til hjemmet helt uden serviceaftale.
Færre faste udgifter
For de mange bilister, der ønsker enkelhed og gennemskuelige omkostninger, kan den nye løsning være attraktiv. Har man en ladeboks uden serviceaftale, betaler man udelukkende for den strøm, man bruger. OK står fortsat for installation og opsætning, så kunderne slipper for at koordinere med elektriker og indhente tilbud. Ladeboksen koster fra 6.995 kroner.
Ifølge OK’s kommercielle direktør, Michael Lamberth, er der flere grunde til at udvide mulighederne: ”Der er også kunder, som bare gerne vil have friheden til selv at sørge for deres ladeløsning. Dem vil vi også gerne tilbyde en ladeboks af høj kvalitet og med alle de velkendte fordele,” siger han.
Et alternativ til gør-det-selv-løsninger
Nogle elbilister vælger at købe ladebokse i byggemarkeder eller på nettet, men OK vurderer, at det kan blive svært at gøre det billigere selv. Dels på grund af udstyrsprisen, dels fordi installationen kræver autoriseret elektriker. En ladeboks med serviceaftale koster i øjeblikket 4.995 kroner, hvis man samtidig har elaftale hos OK. Aftalen giver også tryghed i form af gratis elektrikerbesøg, hvis der opstår problemer.
Læs også
”Jeg vil vove den påstand, at OK fortsat er mere attraktive end gør-det-selv-løsningen,” siger Michael Lamberth.
Hvad får man med – og uden – service?
Med eller uden aftale får kunder adgang til OK’s app, mulighed for planlagt opladning og støtte til lokale foreninger, hver gang bilen lades op. Har man ingen serviceaftale, dækker garantien de første tre år, men man står selv for udgifter til reparationer efterfølgende. Med serviceaftale er hjælpen inkluderet i hele perioden, og man får samtidig rabat ved OK’s omkring 4.500 offentlige ladestandere.
Den nye løsning giver dermed elbilister flere valgmuligheder – og mulighed for at indrette hjemmeladningen præcis efter behov.