Forside Generelle nyheder Drama i Københavns Lufthavn: 28-årig stoppet med 12 kilo guld

Drama i Københavns Lufthavn: 28-årig stoppet med 12 kilo guld

lufthavn security
Joni Hanebutt / Shutterstock.com

Politiet mistænker ham for at have hvidvasket millioner.

En 28-årig mand er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør, efter at han torsdag blev anholdt i Københavns Lufthavn, sigtet for hvidvask af særlig grov karakter.

Skriver Politi.dk.

Ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) skete anholdelsen i lufthavnens toldsluse, hvor manden var ved at deklarere import af 12 kilo guld.

Den sigtede, der er ejer og direktør for en guldsmedeforretning i København, mistænkes for fra februar 2022 til august 2025 at have modtaget mindst 55 millioner kroner, som stammer fra kriminalitet.

Myndighederne mener, at pengene er blevet brugt til at opkøbe guld i Danmark, som derefter er omsmeltet, eksporteret til Dubai og forædlet, inden det er ført tilbage til Danmark.

I forbindelse med anholdelsen har NSK ransaget tre adresser og beslaglagt guld til en anslået værdi af 24 millioner kroner.

– “Vi har en mistanke om, at der på adressen er foregået en massiv og organiseret hvidvask af penge, der stammer fra kriminalitet,” siger vicepolitiinspektør Lars Feldt-Rasmussen fra NSK.

Anklagemyndigheden har begæret dørlukning under grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen.

Ads by MGDK