For første gang nogensinde er over 90.000 danskere både på folkepension og i arbejde. Det viser nye tal, og ifølge Sampension er én bestemt lovændring en afgørende forklaring.
Lige nu læser andre
Antallet af pensionister i arbejde slår rekord og runder nu for første gang 90.000. Det viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Således var der 90.675 danskere, som både var i beskæftigelse og samtidig fik folkepension, i juni i år. Det er rekordhøjt og en stigning på ca. 8.500 personer – 10 pct. – ift. juni 2024 og på ca. 22.450 personer – 33 pct. – ift. juni 2023.
Skriver Sampension i en pressemeddelelse, som redaktionen har fået tilsendt.
”Gruppen af danskere, der arbejder, selvom de er gået på pension, er vokset markant i de seneste år. Der kan selvfølgelig være flere årsager til, at man vælger at arbejde nogle timer eller mere om ugen som pensionist, men for mange spiller økonomi også en rolle. Og i den forbindelse skal stigningen i antallet af arbejdende pensionister ikke mindst ses i lyset af, at der i juni 2023 kom nye regler, som betyder, at det ikke længere koster på folkepensionen, hvis man arbejder i pensionstilværelsen,” siger Helle Dalsgaard, chefrådgiver i Sampension.
”Gevinsten ved den sløjfede modregning kan løbe op i tusindvis af kroner ekstra om måneden, så det er bestemt ikke småpenge, der er tale om. Det har i den grad bidraget til, at gruppen af arbejdende pensionister er skudt i vejret de seneste år,” siger Helle Dalsgaard.
Læs også
”Der er udsigt til, at udviklingen vil fortsætte fremadrettet. For der er i de kommende år flere nye initiativer på vej, som skal gøre det endnu mere økonomisk fordelagtigt for danskerne at udskyde pensionen. Og da vi ved, at de økonomiske gulerødder ved senere tilbagetrækning appellerer til mange herhjemme, må vi alt andet lige forvente, og at vi også fremover vil se, at danskere i stigende grad bliver længere på arbejdsmarkedet og også efter pensionsalderen,” siger Helle Dalsgaard.
I en Epinion-undersøgelse foretaget for Sampension bl.a. ca. 1.000 danskere svarer knap seks ud af ti (56 pct.), at de stadig flere økonomiske gevinster ved at blive længere på arbejdsmarkedet kan få dem til at overveje at vente med at gå på pension, når den tid kommer.
Som følge af den nye skattereform bliver der i perioden 2026-2030 indført et ekstra beskæftigelsesfradrag til beskæftigede seniorer, der har to år eller mindre til pensionsalderen. Herudover er det politisk aftalt, at den skattefrie gevinst, som gives til personer, der arbejder i det første og andet år efter folkepensionsalderen, skal forhøjes i 2026 og igen i 2029. Det er dog endnu ikke vedtaget ved lov.