Wolt-bud udsat for grov vold på McDonald's

112

03/05/2022

Foto: Google Maps
Foto: Google Maps

Skrevet af Redaktionen

Politiet søger vidner i en sag om groft overfald.

Politiet søger lige nu vinder i en sag, som udspillede sig tidligt lørdag aften på McDonald’s ved Tørvebryggen i Randers, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Overfaldet fandt sted kl. ca. 17.20, hvor en 20-årig mand, der var på arbejde som Wolt-bud, skulle hente mad på McDonald’s, for derefter at levere det hjem til kunden.

Det 20-årige bud har selv forklaret til politiet, at han var på vej hen til sin bil med maden, da han pludselig blev overfaldet bagfra af fire personer.

Han har forklaret, at han faldt ned på jorden, hvor han både blev sparket og slået flere gange - blandt andet med et aluminiumsbat. Efter overfaldet løb gerningsmændene fra stedet i nordlig retning, og den 20-årige mand fik rejst sig op og forsøgte at løbe efter dem.

Den ene af de fire gerningsmænd vendte sig pludselig rundt og trak en kniv, som han truede den 20-årige med. Han trak sig derfor tilbage mod parkeringspladsen, mens gerningsmændene løb videre.

Østjyllands Politi har allerede talt med nogle af de vidner, der var på stedet, men politiet vil altså gerne have kontakt til flere personer, der kan have overværet overfaldet, og som kan hjælpe med at fastlægge hændelsesforløbet og bidrage med beskrivelser af de fire gerningsmænd, som der endnu ikke foreligger et signalement af.

Østjyllands Politi opfordrer derfor alle, som kan bidrage med relevante oplysninger til at kontakte dem på telefon 114.