Vanvittig politijagt endte med 10 sigtelser til motorcyklist

112

11/10/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Da han først blev standset, stod det klart, hvorfor han ikke var interesseret i at snakke med politiet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Indbyggerne i en række landsbyer syd for Ringsted fik nok eftermiddagskaffen galt i halsen i weekenden.

For kl. 16.51 valgte en 44-årig motorcyklist at skrue lidt ekstra på speederen og nåede op på at køre over 100 kilometer i timen gennem byzonen. Og som om det ikke var nok, blev der set ekstra fart på, da han nåede ud af landsbyen.

Årsagen til den voldsomme acceleration var, at politiet gerne ville have en snak med manden, og det var han tydeligvis ikke interesseret i.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

Væltede og flygtede til fods

Ikke engang da manden kørte af vejen og væltede med motorcyklen ind på en græsplæne, havde han i sinde at blive og tale med betjentene.

Han satte nemlig i løb for at komme væk, men det viste sig ikke at være en brugbar strategi - betjentene havde nemlig ingen problemer med at løbe ham op.

Da han endelig var i politiets varetægt blev det da også hurtigt klart, hvorfor han havde taget flugten til at starte med.

Manden havde nemlig ikke noget kørekort, han kørte på en motorcykel med falske plader, og så havde han både en kniv og 40,6 gram amfetamin på sig.

Alt i alt løb det op i 10 sigtelser mod manden, heriblandt flere for vanvidskørsel. Sidstnævnte betød, at motorcyklen blev beslaglagt på stedet.

Nu kan den 44-årige mand så bare vente på at høre fra politiet, når de ved, hvornår hans sag skal afgøres.