Danmarks nye supermarked, Basalt, åbner i dag i denne by

Forbrug

11/10/2022

Den første BASALT slår i dag dørene op. Foto: Shutterstock
Den første BASALT slår i dag dørene op. Foto: Shutterstock

Skrevet af J. Bøgen

Der bliver åbnet 10 butikker rundt om i landet frem mod jul

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I dag kommer der en ny spiller blandt de danske supermarkeder: BASALT har nemlig slået dørene op tirsdag morgen.

Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.

Snoren blev klippet til den første af de nye butikker på Amager kl. 8 i morges, og allerede i morgen, onsdag d. 12., slår BASALT dørene op i Viby Jylland (ved Aarhus) og i Prøvenstencentret i Helsingør.

Torsdag d. 3. november bliver BASALT så tilgængelig for fynboerne, når den nye butik får klippet snoren på Ørbækvej i Odense SØ, inden det torsdag d. 10. november bliver nordjydernes tur, når BASALT åbner i Hjørring.

Planen er, at der skal åbnes i alt 10 BASALT-butikker rundt om i landet inden jul.

Billigere end discount

Konceptet for de nye BASALT-butikker går ud på at skære på alle tænkelige udgifter, så danskerne kan købe de mest basale ting til husholdningen til de lavest mulige priser.

Varerne vil for eksempel i vid udstrækning stå på paller i butikkerne, ligesom de også vil være i deres originale emballage. Alene det valg betyder, at man kan skære i udgifterne til håndtering og udpakning.

Der vil heller ikke være køle- og frostvarer, hvilket ifølge pressemeddelelsen vil skære omkostningerne til energi for butikkerne med 50 procent.

Sortimentet vil for eksempel indeholde pasta, havregryn, toiletpapir, bleer, tandpasta, langtidsholdbar mælk, mel og brød samt et basalt udvalg af frugt og grønt.

Samtidig skriver Salling Group i pressemeddelelsen, at der ikke vil være mængderabat på varerne.