Tre anholdt efter knivstikkeri: Politiet søger vidner

112

19/04/2022

Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Skrevet af Redaktionen

Politi efterlyser vidner og videoovervågning fra knivstikkeri i Rødekro i nat. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse

Syd- of Sønderjyllands Politi har i nat anholdt tre personer efter slagsmål og knivstikkeri i Rødekro.

Slagsmålet fandt sted i Østergade, hovedgaden i Rødekro.  Politiet fik klokken 22.31 en anmeldelse om, at der var "hørt en masse råben og set personer løbe fra stedet". Det oplyser vagtchef Nikolaj Hølmkjær fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

"Vores patruljer fandt to personer som blødte kraftigt. Formentligt er de stukket med kniv, men det er ikke bekræftet," siger vagtchefen. 

De to personer er indlagt, den ene af de tilskadekomne har været i kritisk tilstand. 

"Der er intet, der tyder på, at episoden er banderelateret,” siger vagtchefen.

Tre personer er i nat anholdt i forbindelse med sagen. 

”Der er tale om tre yngre mænd, og anklagemyndigheden tager tirsdag stilling til om de skal fremstilles i grundlovsforhør,” siger Nikolaj Hølmkjær

Politiet er stadig til stede på flere adresser i Rødekro og vil formentlig være der til midt på formiddagen.

Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser vidner til episoden, ligesom man meget gerne vil have eventuel videoovervågning fra Rødekro.

”Har man set noget og ikke talt med os endnu, så hører vi meget gerne fra vidner, ligesom vi gerne vil have besked, hvis man har videoovervågning, der vender ud mod Østergade i Rødekro,” siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4.