Svindlere går efter ældre bogere: "Vi er fra politiet"

112

19/06/2022

Foto: Shutterstock

Skrevet af Kathrine Frich

Politiet har den seneste uge modtaget en del henvendelse fra ældre borgere der er blevet kontaktet af svindlere der udgav sig for at være politiet

Nordsjællands politi har de seneste dage modtaget en del henvendelser fra ældre borgere, der er blevet kontaktet af svindlere, som udgiver sig for at være politiet.

Det fremgår af døgnrapporten

Udgiver sig for at være politi

Fredag klokken 17.05 modtog politiet et opkald fra en ældre mandlig borger fra Hørsholm. Han fortalte, at han omkring 20 minutter tidligere var blevet kontaktet af en mand, som udgav sig for at være fra politiet. Svindleren oplyste, at nogen uretmæssigt havde fået adgang til mandens konto og hævet penge derfra, og at en ansat i politiet derfor ville komme forbi hans adresse i området nær Hørsholm Midtpunkt. 

Kort efter ringede det på, og en mand udgav sig her for at være fra politiet og fik skaffet sig adgang til den ældre mands bolig. Den ældre mand tjekkede her sin konto, og da han ikke kunne konstatere nogen uregelmæssigheder, blev han mistænksom, og den fremmede mand forlod stedet.

 En patrulje kørte til området efter mandens anmeldelse for at lede efter den mand, der var dukket op på adressen, men det var ikke muligt at udfinde ham.

Han beskrives som: dansk af udseende, 25-30 år, ca. 185 cm, spinkel af bygning, lys i huden og med kørt sort hår. Iført sort T-shirt/trøje, sorte bukser og sorte gummisko med hvide striber. Talte dansk.

Vil have bankoplysninger

En ældre kvinde fra Humlebæk har også været udsat for et lignende bedrageri. Hun kontaktede politiet og fortalte, at en mand havde ringet til hende og udgivet sig for at være fra politiet. Også her fortalte svindleren, at hendes konto var blevet hacket, hvorefter han vildledte hende til at foretage en bankoverførsel af et større pengebeløb. 

Det er dog ikke den eneste sag i Humlebæk for kun et par minutter senere modtog politiet endnu et opkald. Det var fra en anden ældre kvinde, der fortalte, at hun omkring et kvarter tidligere var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være ansat i politiet. Svindleren forklarede hende, at hendes konto var blevet hacket, og at der ville blive optaget et stort lån i hendes navn, hvis ikke hun gjorde, som han sagde.

Kvinden fandt dog mandens henvendelse mistænkelig og ville derfor ikke samarbejde med ham, hvorfor opkaldet blev afsluttet.

Sådan gør politiet ikke

Nordsjællands Politi gør opmærksom på, at politiet og andre offentlige myndigheder ikke benytter sig af sådanne fremgangsmåder.

Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted og bede om at blive viderestillet til personen for at få oplysningerne be- eller afkræftet.

Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.